lørdag den 15. februar 2014



Efter at have skrevet om skøgeyoga for nyligt, har Skøgen modtaget indtil flere breve. Vi bringer et udvalg her. Skøgens svar på disse kommer snarligt.



 ”Som stærkt motionsentusiastisk matador var jeg begejstret for at se jeres tiltag omkring yogaen. Tanken om skøgeri ophøjet til motionsform tiltaler mig i den grad, men jeg er lidt i tvivl, om yogaen er noget for butche mig. Jeg er jo vant til at løfte nogle seriøse vægte – f.eks. kræver mit spillebordsgrej ordentlige kræfter at håndtere, nudge-nudge wink-wink – og jeg kan godt lide, når jeg virkelig skal … bruge mig selv, og det gør lidt ondt. 
Kan I råde mig – vil skøgeyogaen udfordre en mand som mig?

Mucho-Macho-Matadoren”







”Jeg er en herre af bedste årgang, der gennem nogen tid har søgt en måde at tæmme den ansats til elskovshåndtag, der kan ramme den glade hedonist. Jeg har forsøgt mig med pilates, men selvom jeg bestemt ikke er kostforagter, når det kommer til div. legetøj og hjælpemidler og selvom jeg hellere end gerne vil spændes op til lir, så forekommer formen mig en smule restriktiv. 
Vil skøgeyogaen kunne tilfredsstille mit behov for at freestyle indenfor ellers faste rammer?

Jeres, ærbødigst,
Hr. Hedonist”

”Kære skøger, I synes at være i bekneb med at finde at fornuftigt navn til jeres nye skøgeyogatiltag. Som ivrig læser af Skøgen, kender jeg jeres internationale indstilling, jeres forkærlighed for ordspil og jeres åbne sindelag. Må jeg derfor have lov at foreslå Tart-tra som navn til den nye motionsform? Det står for mig som værende et navn, der sidder lige i skabet (ligesom mig).
 Bedste hilsner
Skabsskøgen”



”Som mangen mand over forskolealderen er det ikke kun min kø og mit sindelag, der er stift – det er også mine led og mine pressefolder. Kan skøgeyogaen tilrettelægges min manglende fleksibilitet? Jeg har f.eks. intet imod at få rod i moral eller økonomi, men jeg har ikke lyst til at få rod i mit omhyggeligt kæmmede og tæmmede moustache.

Venligst
Stivstikkeren (ja, I ved godt, hvad jeg mener!)”





”Jeg var fuldstændig betaget af jeres beskrivelse af skøgeyogaen, og især den iboende rå animalisme. Jeg har alle dage haft en svaghed for popo-imposante fruentimmere og for spillebordingsmodeller, der tillader bag-beskuen. Flertallet af de i jeres artikel nævnte stillinger syntes at give mulighed for sådan aktivitet og jeg vil derfor ikke spilde yderligere tid, men blot straks skynde mig at bestille en fast ugentlig time hos den mest bagfagre af Udvalgets instruktricer. 
Hvis vi ved fælles hjælp kunne udvikle en ”hippopo”-pose, ville jeg synes, det var vældig fornøjeligt…

 Bagstræberen”

onsdag den 12. februar 2014

Væmmelige vira og bidske baktusser

Influenza-, forkølelses- og Skidt-Mads-sæsonen er over landet
Udvalgets flittige skøger er på groveste vist blevet overrumplet af en trist slattenhed. Og som den trofaste læser vil vide, er slattenhed aldrig sagen, på nogen måde.
Slattenhed skal bekæmpes, og når den skyldes sygdom har Skøgen den perfekte opskrift til at komme hurtigt i stiletterne og ud på flisen igen.
Her kan godtfolk se hvilke ting, der absolut skal undgås for ikke at forværre tilstanden.

Do's:


- Skøgen skal være under en edderdunsdyne på alle tidspunkter af døgnet. Denne sikrer en lun og rar puppe i elendigheden fra vira og bakterier

- "Nåhr, din stakkel", "Ae, ae. Det er vel nok synd for dig" og lignende sætninger er nødvendige for at holde modet oppe og kunne bekæmpe utøjet.

- En pylrende Stamkunde eller ÆM'er nedsætter sygdomsperioden betydeligt. Med suppe, lunt brød og masser af ømme blikke hjælper en sådan matador Skøgen godt på vej

- Morgenlur, eftermiddagslur, fyraftenlur - ja lure af alle slags gør godt for krop og sjæl.

- Ingefærthe. Ingefær er ikke blot effektiv mod at drive FM'ere og andre krapyler på flugt, også vira og bakterier får benene på nakken, når dampen fra en ny brygget kop ingefærthe bliver sanset

Don'ts:


- Åndsamøber af alle afskygninger bør undgås. Hvis man møder disse i sin kritiske tilstand, kan Skøgen ikke garantere følgerne.

- Huslige gøremål samt læsning der kan give kløe i den røde pen.  Blodtrykket kan stige til forbløffende højder, og det er selv sagt bad for business

- Dybe filosofiske samtaler er glimrende, og enhver god Skøge elsker den slags. Under sygdom og jammerlighed er det derimod noget, man bør undgå. Man forbruger kalorier, der kunne bruge andet steds, og Skøgen forstår at gemme disse til der er brug for dem

- Fysisk uskøget aktivitet i alle afskygning fraråder Skøgen på det kraftigste. En syg Skøge har rigeligt med fysiske udfordringer og skal henslæbe dagen under dyne med the og TV


Skøgen ønsker godbedring til alle sygdomsramte væsner.

tirsdag den 4. februar 2014

Om matadorinducerede sygdomme



Der kom et brev til Skøgens postkasse. ”Skønne skøger,” stod der. ”Jeg har været så gevaldigt bekymret for jer i jeres lange tavshed og har tilbragt søvnløse nætter med at spekulere over, om I mon var syge, eller bortgået, eller ramt af noget fælt og unævneligt. Nu hvor I er tilbage igen, kan jeg ikke slippe disse katastrofetanker – verden ville være så tom og øde uden jeres skønne, sødmefulde, skøgede selv. Ville I derfor ikke berolige en ængstelig matador ved at oplyse ham om de sygdomme, der kan ramme fruentimmere i jeres letlevende erhverv og hvilke forholdsregler I tager for at undgå dem? Det ville hjælpe mig umådeligt til at få køen tilbage i lodret stilling.
Ærbødigst,
jeres hengivne, men stadigt beklemte matador.”

En sådan bøn kan vi jo ikke sidde overhørig, og vi iler derfor med at bringe trøst og lindring til vores tilbeder. At det samtidig kan tjene et folkeoplysende formål kan kun glæde vores skøgehjerter – Skøgen opretter straks et udvalg med generel information til formål. Den nye undergruppe, der lyder navnet FUCK (Folkeoplysende Udvalg af Cocotter i Korsetter), bringer her som deres første opgave information om matadorinducerede sygdomme hos skøger.

Mens der er meget godt at sige om livet ved spillebordet, kan man ikke andet end indrømme, at det ikke er ufarligt, skriver FUCK i sin udtalelse. Mangen er den risiko, en skøge løber, når hun med hjerte og legem på spil, springer op på spillebordet for at lade sig bespringe og bringe glæde og trøst til matadorens hjerte og ædlere dele. Det sker ikke sjældent, at en skøge har måttet lade sig behandle for en matadorinduceret sygdom.

Hyppigst blandt de matadorinducerede sygdomme er nok. ”Jeg har fået nok,” hører man sommetider en skøge sige, og det er så afgjort ikke en god ting. Nok kurereres oftest, og lettest, ved en solid matadorafklapsning, normalt med efterfølgende matadorfyring.
Det samme er kuren, når en skøge har fået fnidder – oftest af en jaloux elsker eller en usikker og klæbende mandsperson. Sygdommen kendes også som Akut vil-du-godt-lade-være.
Spillebordsfnat får skøgen oftest af herrebekendtskaber med særprægede præferencer eller anden aparte adfærd, mens stamkunder fra tid til anden giver deres skøge spat. I alvorlige tilfælde kan spat føre til Caps Lockelse – en alt andet end ønskværdig tilstand, hvor skøgen konsekvent taler med store bogstaver.
To i særklasse ubehagelige matadorinducerede lidelser er årgangskluds-svingingitis (der ikke er ulig gonore i ulækkerhed: Skøgen snasker og sjasker med årgangsklude, der svinges mod den skyldige matador) og vegetabilisme (en tilstand, hvor skøgen udsætter sin matador for rå mængder ananas, chili, pinjekogler og kaktusbaserede råvarer, som f.eks. kaktusplanter og tequila).
Det hænder, at skolefrøkenskøger får kløe i den røde pen, når de har omgang med herrer med tvivlsom retstavning og manglende tegnsætning. Afhængig af omstændighederne og tilstandens alvor er behandlingsmulighederne her at slette manden som facebookven, opfordre ham til at ringe i stedet for at sms’e eller give ham et grammatikkursus og forbyde ham at tage kontakt, indtil han har gennemført det.
Endelig er det i anden sammenhæng blevet nævnt, at skøger kan blive deprime. Det hænder oftest, når de bliver forsømt. Tilstanden er særdeles skidt for business, og skøger tager derfor alvorlige midler i brug for at kurere den. Hvedebrød, kager og skod-tv står højt på listen. En mere udtømmende gennemgang kan findes på Skøgens blog, hvor Miss Y, aka Lilleskøgen, har skrevet et udtømmende indlæg.

For at undgå unødvendig bekymring og selvpålagt spillebordsafholdenhed, er det os magtpålæggende at understrege, at erfarne og dygtige skøger i reglen undgår disse dårligdomme alene ved at tage en enkel præcaution: De undgår samvær med FM’er. I de tilfælde, hvor de alligevel oplever ubehagelige symptomer, handler de hurtigt og konsekvent, således at senere kunder ikke kommer til at lide under de tidligere besøgendes utilstedelige og lastefulde adfærd. Man kan med andre ord trygt henvende sig til sin lokale skøge og forvente udsøgt selskab og betjening.

Den opfordring lader vi gå videre til vores hengivne matador, der fortjener lidt ekstra omsorg oven på sin store bekymring.

søndag den 2. februar 2014

Skøgen does yoga



Som trofaste læsere vil vide, er det Skøgen meget om at gøre at please sine kunder i et og alt. De skal behages, skal de, og de skal behages med kyndighed og opfindsomhed og ikke kun på de gode, gamle måder, der er tried & tested. Fra tid til anden må der andre boller på suppen og nye vinkler på såvel boller som baller.
Derfor har Skøgen alle dage gået meget op i efteruddannelse og kompetenceudvikling, hvilket ses af den mangfoldighed af kurser og tilbud, skøgerne har kastet sig ud i, siden Udvalget etableredes for to år siden. Vi nævner i flæng: Opgradering af dansepakken med såvel salsa- som bourré-kendskab, udvidelse af sangpakken med flamingo-kunnen og steinersang, træning af kompetencer indenfor genrene Fuck you very much og My way or the highway, møbelrokeringsbemestring, Horeungeabstinenshåndtering… Listen bliver ved og ved; det er ikke for ingenting, at Skøgerne kalder sig Danmarks dygtigste.
At opkvalificeringen af Udvalget så langtfra er et overstået kapitel ses af, at Sydhavnsskøgen har nyligt afsluttet sin uddannelse til instruktrice for kommende Læs & Blæs-kunder, mens Skøgen fra Nord, der iført tyk tysk accent og pisk har evner for at give matadorer smæk for skillingen, i disse dage tager en Master for at opkvalificere sine evner, og Lilleskøgen er gået all in for at kunne lege doktor på et særdeles højt niveau.

Det er dog ikke alt. Skøgerne har et nyt es i baghånden. Internt omtales det som yoga, skøgestyle, men det er kun midlertidigt – der findes snart et nyt og snappy navn til fænomenet.
Skøgeyoga er et sæsonbetinget tilbud til den matador, der længes efter noget eksotisk og hedt i den kolde midvinter. Særligt har Skøgen designet sit tilbud til den matador, hvis eneste spice kommer fra duften af hans KKs chai latte.
Mens hver session tilpasses den besøgende matador, kan et lille indblik i nogle af de muligheder, Skøgeyogaen indebærer, måske hjælpe til at afklare kunder her og hisset om, hvorvidt en visit i Skøgefældens yogastudie var på sin plads.

Til den matador, der drømmer om at få sin skøge til at spinde som en mis (eller måske ligefrem lyde som det, en herre af Udvalgets bekendtskab kalder a cow in seven stages of labour), foreslår skøgerne en hurtig runde Cat and Cow pose. Skulle matadoren foretrække lyden af en lykkeligt gurglende kurren, kan en King pidgeon pose komme i spil.
Heftig spillen med tungen derimod får den matador, der bestiller en Cobra pose. I en Fish pose kan matadoren forvente at få skøgen til at snappe efter vejret. Mens den matador, der anbringer sin skøge i en Crocodile pose, snart kan forvente at blive hevet omkuld og trukket lykkeligt sprællende til bunds.
Sære præferencer og aparte krav er intet problem for skøgerne. På engelsk siger man hump it or lump it. Skøgerne synes, begge dele lyder lovende (omend især humpe-delen trækker) og foreslår straks, at det kan gøres i en Camel pose
Matadorer med smag for doggystyle tilbydes et valg mellem extended puppy pose og downward facing dog (det sidste anbefales til høje herrer og mænd med svage knæ).
Endelig kunne man vælge at afslutte sin time hos Skøgen i en Frog pose: Skøgen er klar til at komme springende, eller – skulle det være – til at komme, springende.

Efter denne korte introduktion håber skøgerne at se nye kunder i Skøgefældens yogastudie. Lyset er dæmpet og rød, røgelsen ligger tykt som et tæppe af syndig østerlandsk dekadence, og der er skruet godt op for varmen...

onsdag den 29. januar 2014

Skøgen to the rescue



Sneen dækker mark og mose, synger man i disse dage, og det er sandt: Over hele landet ligger sneen hvid og våd som en dyne på et barneværelsesgulv og spreder en em af forladthed og fortabthed, og en kulde og klamhed, der går til marv og ben.

Det er så langt fra noget, der ansporer til nøgenhed og skørlevned. Tværtimod skal man som matador ikke være overrasket, hvis det giver anledning til strenge instrukser fra Fru Matadoren om ikke at forsøge sig med den mindste smule dyneløfteri, der kan give såvel kolde vinde som kolde fingre adgang til hendes person. Tilbud om aktiviteter, der kan give varmen, bliver næppe velvilligt modtaget – man kan endog få at vide, at vil man vise sig som en mand, kan man værsgo trodse kulden og begive sig ud og hente varmedunke og kopper med te. Humoristisk hulemandsbravado og historier om, hvor stor, stærk, lodden og mandhaftig man var, da man vovede sig ind i kærestens hule af et soveværelse, selvom dyret lå ovre i hjørnet og knurrede faretruende, skal man ikke divertere sin udkårne med nu – som en bjørn der forstyrres i sit vinterhi, har hun ikke megen humor.

En matador kan meget vel blive nødt til at erkende, at hans bedste chance for at opleve noget hot i soveværelse i denne tid er, hvis han bevæbner sig med uldsokker og varme sommerminder. Det eneste spice, han kommer til at opleve, er det lille whiff af kanel, han får, hvis han trasker ud og henter sin viv en kop chai…

Det er jo lige til at blive vinterdeprim og spillekøs-forkølet af. Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Derfor er Skøgen efter måneders dvaletilstand stået op af sin vintersøvn og iler nu forsømte matadorer i møde. Billedet nedenfor viser, hvordan hun kæmper sig gennem snemasserne for at komme de betrængte til undsætning.

De kommende dage og uger vil Skøgen bestræbe sig på at komme tilbage i bloggear, så trofaste læsere af begge køn og alle slags præferencer kan få deres vante Skøge-fix.