Årle om morgenen, det var dag - reportage fra Skøgefælden en tilfældig søndag morgen

Det var en tidlig søndag morgen i Skøgefælden. De fire skøger mødtes trætte og morgentavse i Fældens kælderkøkken, hvor Lilleskøgen, der allerede længe havde været oppe, var i gang med at forberede dagens første måltid. 

                                   Lilleskøgen ses her forberede morgenmad til de andre skøger.

Mens den unge gastroskøge trællede ved komfuret (og trallede, mens hun trællede), samledes de andre i et gruppekram. 

                                                    Morgenkåde skøger, varmt klædt på

”Uh, jeg synes, det er koldt om morgenen,” sagde Cityskøgen.
”Det er det godt nok,” sagde Sydhavn. ”Koldt og mørkt. Man har mest lyst til at blive under sin dyne med en stamkunde. Hvem, der bare havde en…”
”Hvad, en dyne?” spurgte Provinsskøgen.
”Nej, en stamkunde.”
”Ja, stamgæster kan anbefales,” sagde Provinsskøgen og nikkede tilfreds. ”De er virkelig umådeligt nyttige. Jeg kunne godt unde jer en, piger.”
”Én? Vi kan da ikke nøjes med en enkelt stamkunde!”
”Nej, skøger – I skulle jo have en hver. Sådan en, der kunne komme med kaffe på sengen og stramme jeres korsetsnører og kysse jeres fødder, når jeres nye opvaskestilletter havde givet jer vabler.”
”Åh ja, sådan en stamkunde skulle man have!” sukkede Sydhavn og Lilleskøgen i kor, men Cityskøgen rynkede på næsen: Der var mange steder, hun gerne ville kysses, men fødderne var ikke et af dem, og hun ville i øvrigt meget betakke sig for at få sine vabler befamlet. De andre skøger udvekslede et hurtigt blik – at Cityskøgen, der på andre tider af døgnet var meget mild, skulle stryges med hårene om morgenen var almen viden.
”Nu kommer jeg med kaffen,” skyndte Lilleskøgen sig at sige. ”Der er te til dig, City – te er også godt, når man skal lune sig lidt.”
City tog imod koppen og tog en tår. ”Åh ja,” sagde hun og et stille smil bredte sig over hendes ansigt, ”åh ja.” Hun slog en perlende latter op, og de andre slappede af – nu var City sig selv igen. ”Hvad skal man med en stamkunde, når man har te?”

                                                                   Te og morgenhår

”Jeg kan godt komme på en ting eller to!” sagde Sydhavn, ”I ved af den slags…”
”…man bruger en mand til,” sagde de andre skøger i kor og grinede. Det var et gammelt citat, men det var nu stadig godt.

”Nå, skøger, hvad er så jeres planer for dagen?” spurgte City.
”Jeg skal læse,” sagde Lilleskøgen. ”Det hænger mig ud af halsen, men det skal jo gøres.”
”Åh søde,” sagde Provinsskøgen, ”men i betragtning af at du er skøge, så er det jo ikke det værste, du kunne have hængende ud af halsen. Og det bliver snart overstået.”
”Sandt,” nikkede Lilleskøgen. ”Men derfor er det alligevel træls. Hvem skulle have troet at anatomi alle ting kunne blive så kedeligt at beskæftige sig med? Jeg gik jo ind i vores branche netop, fordi jeg synes kroppen er så forunderlig.”
Skøgerne nikkede. De kendte Lilleskøgens dedikation til faget.

                                                         Lilleskøgen læser anatomi

”Jeg tænkte, at jeg ville være lidt huslig,” sagde Sydhavn. ”Her ligner noget, der er løgn. Det er alle de orgier, vi holder. Vi altså nødt til at få shinet bulen op.”
”Som du dog kan sig det, Sydhavn,” smilede City. ”Men du har ret: Jeg er sikker på, at vores kunder vil sætte stor pris på… at få bulen shinet op!”

                                                        Sydhavn shiner bulen op

”Åh City, du er en strik!” lo Sydhavn. ”Hvad med jer – hvad skal I i dag?”
”City og jeg skal til Flagremis i Birkerød,” sagde Provinsskøgen. ”Det er et skønt projekt, men lige nu flagrer missen altså mere end godt er. Vi bliver nødt til at gribe godt fat i den og få styr på sagerne.”

                                             Provins- og Cityskøgen i Flagremisse-mode

”Et fast greb om missen,” sagde Sydhavn, og skøgerne så på hinanden. ”Det er lige det, vi trænger til.”
”Det bliver en god søndag,” sagde Cityskøgen. ”Jeg kan mærke det.”

Intermezzo

Er det i disse dage kun i operetteregi, at skøgerne lokker med møs, mis og mås, spørger vore trofaste læsere måske; lufter de letlevende fruentimmere dog ikke ynderne andre steder – skal en stakkels matador vente helt, til Flagremissen åbner for publikum, før han kan glædes over skøgernes karakteristiske yppige skønhed?

Svaret er naturligvis nej. Skøgerne sætter en ære i at leve op til sloganet ”De ringer og hører – vi kommer og skøger” og er immer villige til at sprede glans og glæde (og, ville somme tilføje, ben; disse bramfrie røster ville naturligvis have ganske ret).

Således kunne man en aften i den forgangne uge se Cityskøgen på et af Birkerøds mest avancerede etablissementer. Menuen bar præg af umiskendelig oprigtighed, men skøgen var ikke kommet for menuen. Hun var kommet for selskabet og for støtte et godt formål med de talenter og fortrin, naturen og hendes til lejligheden lånte dirndl havde udstyret hende med. Selskabet var udsøgt, og ligesom skøgen var de iklædt tyroler-dress – et faktum, der gjorde skøgen aldeles ør af lykke. Så mange – og så nydelige – herreben havde hun ikke set i lange tider; som tidligere repræsentant for Lokalafsnittet Lumre Lamseben havde hun en naturlig interesse i de lodne pusselanker og var behørigt imponeret. At holde hænderne fra dem og udvise den anstand, der sømmer sig for en aftægtsskøge optog hendes ganske, og den ikke uanseelige anstrengelse fik hendes kinder til at blusse og hendes hjerte til at slå i (sømands)valsetakt, mens hænderne, der længtes efter kontakt med et mandelår, blev kolde. Lederhosen gør noget ikke bare ved den mand, der bærer dem, men også ved den kvinde, der betragter ham, måtte hun konstatere.

                                                                 How to resist?

Trods den ophedede stemning holdt samtalen sig indenfor det strengt sømmelige. To emner gik særligt igen: Spørgsmålet om menuens fortræffelighed (og det var i den grad et spørgsmål) og spørgsmålet om beklædning. Bemærkninger om kjolelængde, beklageligt tækkelige udskæringer, korsetsnører, manglen på lommer i lederhosen, evt. paralleller mellem lederhosen og kilte i forhold til hvad man bærer under dem, og den effekt hhv. lederhosen og dirndl har på det modsatte køn blandedes med tilbud om sprød agurk og om at ”prøve den anden fætter”. Skøgen fandt aldrig ud af, hvem den anden fætter var – tilbuddet, skønt fristende, forekom hende at være grænsende til det udelikate og at spørge (eller ligefrem sige ”Ja tak, giv mig den anden fætter”) stod for hende som pikant men upassende.

Skøgen var ikke den eneste, der afstod fra at sige alt, hvad der faldt hende ind. Således udtalte hendes sidemand, Blotterassistenten, de udødelige ord: ”Jeg sidder her og siger ikke noget. Jeg kigger på ned på min agurk”, og skøgen måtte endnu engang bide sig i tungen for ikke komme til at sige, at den tog hun også gerne et kig på – der er trods alt ting, en skøge ikke bør tage i sin mund.

På den anden side af bordet var der andre udfordringer – en dame boksede med en uåbnet flaske. ”Hjælp mig,” sagde hun til sidemanden, ”jeg kan ikke få den op.” Ved fælles hjælp lykkedes det at få den op og skøgen greb sig i endnu en gang at tænke, at den lykke, mænd og kvinder kan skænke hinanden, når de hjælpes ad, ikke er ubetragtelig.

Ak ja, det var en fornøjelig aften. Men det er ikke sundt for en skøge at have for lang en hukommelse, og Cityskøgen har således også allerede helt glemt, hvad det er ved dette billede, der oprindeligt mindede hende om hendes aften i Birkerød. ”Nej, jeg kan simpelthen ikke huske det,” siger hun eftertænksomt. ”Det er nok bare de nøgne ben og det direkte kig til bagen: Nogen har en gang fortalt mig, at man skal gå efter en god røv snarere end efter pæne ben, men jeg kan altså ikke huske, hvem det var.” Som en eftertanke tilføjer hun: ”Tænk at blive kysset ved toget… Så var man vel nok en heldig skøge.”

Flagremissen - nu med skøger

Pressemeddelelse

Efter måneders forberedelse og intens skøgecoaching er det med stolthed og glæde, at Skøgeudvalget kan meddele, at to af udvalgets skøger deltager i efterårets store opsætning af Flagremissen i Birkerød, byen hvor skøgerne har slået deres (og andres!) folder, hvor Udvalget har fejret så mange triumfer, hvor så mange af udvalgets hits er komponeret (vi nævner i flæng Skøgens Vise, Min Hr Marquis (skøgeudgaven) og I en skøge sort som kul) og hvor nogle af dets lykkeligste kampagner er udklækket (Læs og Blæs-kampagnen blandt mange andre).
 

De to udsendte skøger har udvist al den uselviske servicemindedhed, vi forbinder med Udvalget ved sultent at kaste over opgaven med behagelyst og dedikation. De har taget et fast greb om ondets rod og arbejdet utrætteligt for at hæve standarden. Med hiv og sving er det lykkedes dem, og skønt arbejdet har været benhårdt, er der kun tilfredse smil at se hos de to skøger. ”Det er immer vores aim at please,” udtaler Provinsskøgen, ”og når det lykkes, så bærer arbejdet lønnen i sig selv: Vores arbejde er i den grad et labour of love.” Cityskøgen fortsætter: ”Med kun fire uger til premieren har vi stadig meget at gøre for at få pisket den nødvendige stemning af eksalteret begejstring op og sikre, at der ikke er et sæde tørt i huset og alle køer er i korrekt lodret position. Det skal nok lykkes – Provinsskøgen og jeg klare til ikke bare at gøre vores ypperste, nej vi vil gå above and beyond for at sikre, at Flagremissen ikke misser et beat men bliver den strålende triumf, den fortjener.”
 

Mere information følger. 

Fire små skøger i travle kår

Hvad laver skøgerne for tiden, spørger vores trofaste læser måske sig selv – altså bortset fra at de tydeligvis bliver ældre, som man kan læse det af de sidste to indlæg på dette site (hvilket naturligvis er betryggende, fordi det må betyde, at de trods alt lever og ånder og findes i verdenen, som dermed ikke tømt for mening og værdi).
Svaret er i al sin rørende simpelhed, at skøgerne har travlt. Lilleskøgen arbejder hårdt på at få helt styr på anatomien til fremtidige kunders glæde - et projekt, der optager næsten alle døgnets vågne timer, for Lilleskøgen er både flittig og dygtig. Skønt hun ligger vandret, ligger hun bestemt ikke på den lade side.  Sydhavn ses konstant iklædt missionøsehat og rød pen på div. kurser og seminarer, hvor hun udvider sit betragtelige arsenal af basispakkeydelser og tilvalgstalenter samt scouter efter potentielle kunder til Skøgefælden. Og City og Provinsskøgen har kastet sig over et nyt projekt, der optager hver en ledig stund - aftener, weekender, hemmelige stunder hist og her.

Indtil videre holder de kortene tæt ind til deres nysselige skøgekroppe, men vi forstår på baggrund af hårdnakkede rygter, der svirrer i Skøgefældens gange, at det drejer sig om en redningsaktion med kodenavnet Operation Clusterfuck No More.
Direkte adspurgt får vi et bistert blik og et vredladent ”Ingen kommentarer.” Cityskøgen er tydeligvis ikke tilfreds med, at Skøgens udsendte reporter har fået nys om sagen. Men et par beundrende blikke, nogle komplimenter og lidt nakkenus senere synes hun at være tøet lidt op: ”Vi kommer med en officiel udtalelse snart. Mm, det er rart... Kys mig der. Hov, hvor skal du hen?”
Mere snakkesalig og mindre krævende finder vi Provinsskøgen. ”Det er rigtigt: Cityskøgen og jeg har gang i et kreativt projekt og har midlertidigt lagt arbejdet med Skøgecabareten på hylden for at kunne fokusere alle vores kræfter om det. Det er ikke et decideret skøgeprojekt, mere en slags serviceydelse. Altså, mellem os sagt er det en redningskrans til et projekt som uden skøgeassistance ville være så dødt som en dronte og så åndsforladt som en Kedelig Kone på søndagstrawl gennem Bilka. Det var et regulært tilfælde af clusterfuck, før City og jeg kom til. Og det kunne vi simpelthen ikke bære. For som vi altid har sagt i Skøgeudvalget: Bunkepul, ja tak. Clusterfuck? Så afgjort nej!”

Cityskøgens gode bag

Forleden aften afholdtes der i Skøgefælden en festlighed. Skøger og andre løsagtige, letlevende, letbenede fruentimmere mødtes for at fejre den skøge, vi gennem det sidste år har kaldt Lumre Lyngby. Vor skøge fyldte nemlig år, og den slags fortjener en ordentlig kalas. 

 Skøgens fødselsdagsfestlighed ses her – en vidunderligt utugtig seance med crossdressing, falske overskæg, cigarer, skaldepandeparykker, høje hatte og andet skørlevned.

I anledning af dagen tog skøgen navneforandring, således at hun nu kaldes Cityskøgen. Forskellige navne havde været på tale – Støttegruppen Horeungen Hepper havde således foreslået det mindeværdige Frederiksberg-Fjabben, men da Udvalget følte, at noget mere diskret trods alt ville være at foretrække, faldt valget på det mundrette Cityskøgen.

Men dermed var festen ikke slut. For blandt de mange betænksomme og skønne gaver, Cityskøgen modtog, var der også en særligt rørende anerkendelse: Skøgen modtog Udvalgets kåring som Bagerjomfru, en nyindstiftet ærestitel til en udvalgt og særligt kyndig gastroskøge med evner indenfor bagekunsten.

”Titlen som Bagerjomfru tildeles dig, kære City, for dine helt særlige evner for at håndtere store brød. Med flid pisker og ælter du dem igennem, til de bliver bløde og føjelige. Du sparer ikke riset, og resultatet bliver store mundfulde af salighed, brød der smelter på tungen og fylder sjæl og legeme med en følelse af dyb tilfredsstillelse. Du er en stjerne med en kagerulle, en mester med et piskeris, uovertruffen i alt hvad der er sødmefuldt og syndigt og du har et sikkert greb om byens bedste boller. Du kan bage på en ÆM, du kan bage på en FM, ja du kunne bage på en sten og resultatet ville altid være mindeværdigt. Du er vores alle sammens bagerjomfru. Du er og bliver en slattenskøge,” læste Sydhavnsskøgen op fra sin telefon, hvor hun havde taget noter til talen og udbrød straks: ”Åhr for helvede, skide telefon. Der skulle stå SKATTEskøge!”
 

”Pyt med det,” smilede Cityskøgen gennem rørte tårer, ”når enden er god, er alting godt. Og min ende er lige så god som min bag!”

Skøgerne rejste sig leende og hævede deres glas: ”Hep hep og lodret kø for Bagerjomfruens gode bag.”

 Den nyudnævnte bagerjomfru ses her i fuldt ornat