En Skøge er ligesom en muse (se Skøgens Vise) en
pligtopfyldende lille meteor, og hun kan oplyse sin kundes verden på samme
flygtige men bjergtagende maner. Uforglemmelig er hun naturligvis, men hun er
aldrig kun én ting; deri ligger magien og ikke så lidt af charmen: Skøgen er
evig ny og foranderlig. Med dette in mente er det klart, at Skøgen heller ikke
her kan være kun én ting; hun er fire – mindst! Og hun skriver med fire
distinkte stemmer og personligheder.
Miss Z: For det utrænede øje Miss Z ikke ulig en
nys udsprungen bøgeskov med et tæppe af dugvåde anemoner – fuldstændig bedårende
og uimodståeligt indtagende. Ægte connoisseurer vil derimod se, at Miss Z har
mere tilfælles med en bonderose – især når hun er iført sit særlige
køkkengardinskørt, komplet med sikkerhedsnåle og stilethælehuller: Sødmefyldt
tillokkende, en vision af hvid og rosa. Dette underbygges af den særlige duft
af hindbær og marcipan, der svæver omkring Miss Z – en duft, som trofaste
kunder straks vil genkende som duften af bryllupskage. Miss Z har som et af
sine særlige interesseområder Uniformsudvalget, ligesom hun sammen med Miss Æ
står for Udvalget til Tubaens Udryddelse – et for skøger vigtigt og, fra
politisk side, ofte negligeret område.
Miss Æ: Elskelig, betagende, majestætisk og lejlighedsvis
imposant, Miss Æ er en skøge af en ganske særlig kaliber. Hun har et hvast vid,
fasthed og kraftfuldhed i berusende forening med varme, humor og pikant sans
for syndig sanselighed. En scarlet woman
of the first order, Miss Æ er besættende i sit stramt-snørede korset – så
fortryllende og forførende som flødeskum og dybtrøde kirsebær. Som ophavskvinde
til den daglige recitation af Skøgens Trosbekendelse spiller Miss Æ en
afgørende og formativ rolle for det Udvalg, der står bag Skøgen.
Miss Ø: Miss Ø er alt, hvad der er delikat, pikant og
eksklusivt: En fnuglet himmerigsmundfuld af en skøge – sprød og sød som marengs.
Væver og vittig, varm og vampet – Miss Ø kan det særligt skøgede at få enhver –
skøge såvel som matador – til at føle sig godt tilpas, samtidig med at hun har
den ægte skøges sans for kvalitet. Blandt sine mange andre bidrag til det
internationale skøgeri, er hun ansvarlig for at skabe fænomenet
opvaskestilletter (hun oplyser til interesserede, at Christian Louboutin er
særligt velegnede) samt for at berige os alle med udtryk som ”Danmarks
dygtigste skøger”.
Miss Å: Som de andre skøger er Miss Å lige til at spise, og
folk der ved noget om de dele udtaler, at hvis Miss Å var et syltetøj, ville
hun være noget så på en gang klassisk og eksotisk som stikkelsbærmarmelade: Sød
og syrlig, yndig som en sommertid og lige så frydefuldt altmodisch, ærbar og
pikant – og med sine noter af vanilje og hyldeblomst ikke så lidt parfumeret.
Miss Å er repræsentant for lokalafsnittet Skøger på Aftægt og holder hånd i
hanke med støttegruppen Horeungen Hepper.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar