mandag den 12. maj 2014

Turn-on - nogle ord om mænd og elektronik



Det hænder, at Skøgen modtager henvendelser fra herrer, der ønsker råd og vedledning om, hvorledes man fortryller og besnærer en kvinde. ”Hvad er det, hun vil have?” spørger de frustreret. ”Hvordan får jeg hende til at se mig som Mand – stor, potent og sprængfarlig?”

Ihukommende et incident med en lyskontakt, der ikke umiddelbart havde tænkt sig at makke ret, men som til sidst overgav sig til en herres kyndige og insisterende berøring, kan Skøgen i dag afsløre, at det alt sammen blot er et spørgsmål om … teknik.
Intet slår den elektrificerende oplevelse, det er at se en mand, der ved præcis hvilke knapper, han skal trykke på. En mand, der ikke giver op, når hans første forsøg ikke ganske giver det ønskede resultat men som – i stedet for blot, om vi så må sige, at trække stikket – udviser tålmod og ihærdighed.
En sådan mand får en aldeles magnetisk udstråling, når han koncentrer sin fulde opmærksomhed om at tænde og slukke. Han fikserer ikke blot sin opmærksomhed på den nederste knap, men afprøver andre kontakter også. Og alt imens han trykker og presser og skubber og i en hver forstand afsøger de elektriske indstillinger for at opnå den ønskede effekt, taler han lavmælt og roligt. ”Sådan her? Er det her? Hvad sker der, hvis jeg trykker her? Skal vi prøve? Skal den holdes inde?” Han forstår den stimulerende virkning dirty talk hen over stikkontakten kan have og udnytter det til fulde ved at sørge for at lade ordet ”teknik” indgå i sin konversation så hyppigt som muligt.

En mand, der behersker den form for … fingerspitzengefühl, er i en hver forstand et turn-on: Følsomme fingre, forførisk tale og teknisk je-ne-sais-quoi kan føre til de mest fortryllende situationer, hvor elektroniske hjælpemidler ikke nødvendigvis er påkrævede.

  Som billedet her illustrerer, finder skøgen herrer, der har styr på deres udstyr ganske uimodståelige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar