Viser opslag med etiketten Missionærstillingen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Missionærstillingen. Vis alle opslag

søndag den 28. juli 2013

Skøgernes Skt. Hans



”Skønne skøger,” begyndte en henvendelse, der tikkede ind i Udvalgets mailboks i morges. ”Foranlediget af gårsdagens update på aktiviteterne i Sydhavn må jeg spørge, om I ikke kunne opdatere jeres trofaste læserskare på andre aktiviteter i skøge-regi. I drog jo f.eks. til Karrebæksminde for at synge, tralle og skøge jer gennem Skt Hans-aften. Vil I mon ikke berette hvordan det gik?  Og kunne I ikke også lægge billeder ud fra turen? Vi er jo nogle matadorer, der trænger til lidt pænt at kigge på…”
Den hensmægtende matador

Og selvfølgelig kan vi det. Og vi vil også gerne – for vi lever som bekendt for at servicere, behage, forkæle og nusse om. Og hvis der ikke skal andet end et par pikante billeder til… herrejemini, så skulle man da være et skarn i stedet for en skøge, hvis man ikke bare åbnede for godteposen. Derfor, uden further ado, præsenterer vi her et noget forsinket, intimt kig bag kulisserne på Skøgernes skt.Hans-aften.


Skøgen fra Nord på vej alene for at varme op under matadorerne: Keld, Johnny og Johnny og verfe Hilda afsted, inden de andre skøger ankommer til Karrebæksminde Havn.


Sydhavn, Lumre Lyngby og Lilleskøgen på road trip.


Pittstop i Holme Olstrup. Skulle man nogensinde have tvivlet på, at man ikke skal lægge sig ud med Skøgeudvalget, burde dette en gang for alle afgøre sagen.


Skøgerne ses her i græsset langs kanalen i karrebæksminde lyttende til vellyden fra den fjerde skøges skønne stemme og de kvædende matadorer.

Se, det var en lykkelig aften!

lørdag den 16. marts 2013

Nyt fra Missionærstillingen: Sydhavn i Berlin

Sydhavnsskøgen ses her i målrettet trav på de berlinske hovedstrøg. Vi henleder opmærksomheden på hendes hovedbeklædning, den meget klædelige Missionøsehat, som indikerer, at hun er på farten i sin kapacitet af Vandrepokal. Hæftet i hendes hånd er en oversigt over matadorer med butlerpotentiale i den tyske hovedstad.



Den evigt flittige Sydhavnsskøge har i disse dage iført sig Missionøsehatten og er draget sydpå for at undersøge, hvad Missionærstillingen kan udvirke i en europæisk metropol. 

Repræsentanten for lokalafsnittet Skøger på Aftægt, der er blevet hjemme for at passe Skøgefælden fortæller: ”Man hører så meget om filippinske au pairer, polske håndværkere, eksiljyske politimænd og rumænske hjemløs-bladssælgere. Og da vi nu igennem længere tid forgæves har søgt butlermatadorer til den daglige drift – og jeg snakker her både om skøgernes drift og om skøgefældens – besluttede vi at anlægge et mere kosmopolitisk syn på sagen og hente arbejdskraften ind udefra.  Sydhavn er i Berlin med henblik på at støve butlerkandidater op, så vi kan få sat sving i auditionerne og kan få driften af (og drifterne i) Den store Skøgefælde op på et tilfredsstillende niveau.”

Tilfredsstillelse i Skøgenfælden?! Højtærede skøger og matadorer, vi venter i spænding på en update!

 

onsdag den 6. februar 2013

Stillingsopslag (audition)



Trofaste læsere vil huske, at Skøgeudvalget i sommeren 2012 afholdt en audition. Vi søgte dengang en matador til ansættelse i stillingen som skøgemobils-chauffør, et job hvis primære funktion er at hjælpe den til hver tid agerende missionøse (aka Vandrepokalen) i hendes virke i Missionærstillingen.

Måneders søgen og inspicering af horder af aspiranter indledtes, og gang på gang måtte Udvalgets skøger rynke på næsen og som eventyrets prinsesse verfe den uværdige bort med et ”Du’r ikke, væk!”
Omkring juletid lykkedes det endeligt at finde den helt rigtige kandidat til stillingen, der nu villigt kører Skøgen land og rige rundt i sit autobil, der i mellemtiden er blevet udstyret med rødt pornolys, krystalprismer, kaninskindsbetræk og henrivende plysterninger i forruden.

Det viser sig imidlertid, at Skøgens behov ikke kan varetages af en chauffør alene. Særligt de københavnske skøger føler et behov for ekstra servicering. Derfor opslås nu stillingen som skøgebutler.

Udover at himstre rundt og være generelt dejlig vil skøgebutlerens opgaver inkludere at hjælpe skøgen i morgenkåbe og korset, bringe hende the på sengen (sølvkande, på sølvbakke, med bone china-kop), pudse sølvtøjet, banke søm i væggen, tage skrald ned, bære skøgen på hænder og fødder, holde spillebordet velplejet og i god orden, hviske pikante dobbelttydigheder i skøgens øre og puste hende blidt på halsen. Hertil kommer en række andre forfaldende opgaver af den slags, en yngre herre af skøgens bekendtskab kalder, ”det, man nu bruger mænd til”.

Den rette kandidat vil udover en forkærlighed for omfattende seksuel chikane også have egen uniform (alt fra kjole og hvidt til forklæde uden noget under vil være acceptabelt). Pligtopfyldenhed, mødestabilitet, servicemindedhed og en stærk konstitution er ligeledes væsentlige egenskaber, ligesom evnen til at tænke selvstændigt og tage initiativ vil blive vægtet højt.
Generøs aflønning efter kompetencer.

Der afholdes audition i næste uge, under skolernes vinterferie, og skøgerne håber at kunne besætte stillingen umiddelbart efter. Tilmelding og evt. spørgsmål på skoegerne@gmail.com

lørdag den 4. august 2012

Om skotter, skøger og squicky lasses


Efter hele ugen at have udfyldt Missionærstillingen villigt og yndefuldt, er Miss Å atter tilbage på dansk jord. Og det er med stor glæde, at repræsentanten for lokalafsnittet Skøger på Aftægt kan berette, at der lader til at være potentiale for en kollaboration mellem skotske mandspersoner og danske skøger.
I ærlighedens navn må det siges, at Miss Å ikke har prøvet sin hypotese af: Nok er Støttegruppen Horeungen Hepper loyalt heppende, men der heppes trods alt ikke, når der går matadorinduceret bølgegang i barmen hos Moderskibet. Og da skøger skal behandle såvel Brugerpaneler som Støttegrupper med al skyldig respekt og hensyn, holdt Miss Å sig på måtten (!) og nøjedes med at observere.

Et par af observationerne skal her deles. Det gælder bl.a. Støttegruppens ofte gentagede holdning, at skotske kvinder var i forbløffende grad utiltrækkende – her var ikke meget at heppe af, kunne man forstå, og Støttegruppen mente, at en barmhjertighedsdeputation straks burde planlægges, for skotterne er et venligtsindet folkefærd og genpoolen trængte tilsyneladende til et positivt bidrag på kvindesiden.

At skotterne er positivt stemt overfor skøgeri og næppe ville være afvisende overfor en sådan deputation, kan man udlede af det faktum, at man har kaldt en gade centralt i hovedstaden for Cockburn Street. For at undgå enhver form for misforståelse, om hvilken slags ’cock’ og hvilken slags ’burn’, man tænker på, har man placeret Fleshmarket Close på tværs af den idylliske gade, der rummer greasy spoon’en Café Cockburn, informationscentret Crew Mind Altering, der rådgiver om brug af hash-derivater (man er pro, så vidt Miss Å kunne forstå) samt om sex (som man også er tilhænger af, om end man tilråder brug af glidecreme, hvilket gør Miss Å en anelse bekymret for højlandsmatadorernes evner ved spillebordet – men det ville selvfølgelig forklare gadens navn), ligesom det kombinerede bong-og-sexlegetøjsoutlet Whiplash Trash er at finde her.

Men ikke mindst er der noget uimodståeligt maskulint over en mand i kilt – og det matcher køkkengardinsskørter så utroligt fint. Og hvilken skøge ville ikke give 10 centimeter af sit køkkengardin for at få lov at sige sætningen ”Må jeg spille på din sækkepibe?” – ja jeg spørger bare!

søndag den 29. juli 2012

Mere nyt fra Missionærstillingen


Mens Miss Æ efter sin ekskursion til Fyns smukkeste, næststørste by (hvor de tilsyneladende er fuldkommen blinde for skøgeriets velsignelser) har besluttet at drage til Skagen – der jo historisk har vist sig at have et potentiale på den front – har Miss Å besluttet at tage skøgeriet further afield
Hun vil derfor, iført impromptu missionøsehat, indtage den skotske hovedstad i den kommende uge for at afklare, hvorvidt skøgeriet har bedre kår i det skotske og om det er muligt at indlede et samarbejde mellem skotske mænd og danske skøger (for mere skøget påklædning end kilt, skal man da ved rødgrød lede længe efter). 
Rapport ventes ved ugens slutning.