Årle om morgenen, det var dag - reportage fra Skøgefælden en tilfældig søndag morgen

Det var en tidlig søndag morgen i Skøgefælden. De fire skøger mødtes trætte og morgentavse i Fældens kælderkøkken, hvor Lilleskøgen, der allerede længe havde været oppe, var i gang med at forberede dagens første måltid. 

                                   Lilleskøgen ses her forberede morgenmad til de andre skøger.

Mens den unge gastroskøge trællede ved komfuret (og trallede, mens hun trællede), samledes de andre i et gruppekram. 

                                                    Morgenkåde skøger, varmt klædt på

”Uh, jeg synes, det er koldt om morgenen,” sagde Cityskøgen.
”Det er det godt nok,” sagde Sydhavn. ”Koldt og mørkt. Man har mest lyst til at blive under sin dyne med en stamkunde. Hvem, der bare havde en…”
”Hvad, en dyne?” spurgte Provinsskøgen.
”Nej, en stamkunde.”
”Ja, stamgæster kan anbefales,” sagde Provinsskøgen og nikkede tilfreds. ”De er virkelig umådeligt nyttige. Jeg kunne godt unde jer en, piger.”
”Én? Vi kan da ikke nøjes med en enkelt stamkunde!”
”Nej, skøger – I skulle jo have en hver. Sådan en, der kunne komme med kaffe på sengen og stramme jeres korsetsnører og kysse jeres fødder, når jeres nye opvaskestilletter havde givet jer vabler.”
”Åh ja, sådan en stamkunde skulle man have!” sukkede Sydhavn og Lilleskøgen i kor, men Cityskøgen rynkede på næsen: Der var mange steder, hun gerne ville kysses, men fødderne var ikke et af dem, og hun ville i øvrigt meget betakke sig for at få sine vabler befamlet. De andre skøger udvekslede et hurtigt blik – at Cityskøgen, der på andre tider af døgnet var meget mild, skulle stryges med hårene om morgenen var almen viden.
”Nu kommer jeg med kaffen,” skyndte Lilleskøgen sig at sige. ”Der er te til dig, City – te er også godt, når man skal lune sig lidt.”
City tog imod koppen og tog en tår. ”Åh ja,” sagde hun og et stille smil bredte sig over hendes ansigt, ”åh ja.” Hun slog en perlende latter op, og de andre slappede af – nu var City sig selv igen. ”Hvad skal man med en stamkunde, når man har te?”

                                                                   Te og morgenhår

”Jeg kan godt komme på en ting eller to!” sagde Sydhavn, ”I ved af den slags…”
”…man bruger en mand til,” sagde de andre skøger i kor og grinede. Det var et gammelt citat, men det var nu stadig godt.

”Nå, skøger, hvad er så jeres planer for dagen?” spurgte City.
”Jeg skal læse,” sagde Lilleskøgen. ”Det hænger mig ud af halsen, men det skal jo gøres.”
”Åh søde,” sagde Provinsskøgen, ”men i betragtning af at du er skøge, så er det jo ikke det værste, du kunne have hængende ud af halsen. Og det bliver snart overstået.”
”Sandt,” nikkede Lilleskøgen. ”Men derfor er det alligevel træls. Hvem skulle have troet at anatomi alle ting kunne blive så kedeligt at beskæftige sig med? Jeg gik jo ind i vores branche netop, fordi jeg synes kroppen er så forunderlig.”
Skøgerne nikkede. De kendte Lilleskøgens dedikation til faget.

                                                         Lilleskøgen læser anatomi

”Jeg tænkte, at jeg ville være lidt huslig,” sagde Sydhavn. ”Her ligner noget, der er løgn. Det er alle de orgier, vi holder. Vi altså nødt til at få shinet bulen op.”
”Som du dog kan sig det, Sydhavn,” smilede City. ”Men du har ret: Jeg er sikker på, at vores kunder vil sætte stor pris på… at få bulen shinet op!”

                                                        Sydhavn shiner bulen op

”Åh City, du er en strik!” lo Sydhavn. ”Hvad med jer – hvad skal I i dag?”
”City og jeg skal til Flagremis i Birkerød,” sagde Provinsskøgen. ”Det er et skønt projekt, men lige nu flagrer missen altså mere end godt er. Vi bliver nødt til at gribe godt fat i den og få styr på sagerne.”

                                             Provins- og Cityskøgen i Flagremisse-mode

”Et fast greb om missen,” sagde Sydhavn, og skøgerne så på hinanden. ”Det er lige det, vi trænger til.”
”Det bliver en god søndag,” sagde Cityskøgen. ”Jeg kan mærke det.”

Stamkunder og andre matadorer III

I vores serie om Stamkunder og andre matadorer er vi nu kommet til spørgsmålet om stamkunder og hvad det er, de kan tilbyde en skøge. Som nævnt i det første af seriens indlæg defineres en stamkunde som en kunde, hvis skøge ikke tilbyder sine tjenester til andre end ham. Herudover er der imidlertid ikke mange fællestræk – stamkunder og stamkunde-relationer findes i alle mulige former, for skøger er så langt fra ens og det, de drømmer om, er ikke altid det samme.

Som alle ved, har spørgsmålet om, hvad det er kvinder ønsker sig optaget de kloge i århundreder. I det episke digt The Weddynge of Syr Gawen and Dame Ragnell fra det 15.årh. afhænger Gains ægteskabelige lykke af at få afklaret, hvad det er kvinder vil have. Han kan nemlig kun hæve den forbandelse, der gør hans nye hustru så grim som arvesynden, ved at besvare spørgsmålet. Han ender med at smide håndklædet i ringen og sige: ”Jeg ved det ikke, skat. Hvad vil du gerne?” Hvilket viser sig at være det rette svar: Det, kvinder ønsker sig, er at få lov at vælge.*

Skøger er kvinder og som alle andre kvinder kan de godt lide at få lov at vælge. Imidlertid er det, de ønsker ikke kun en rig forsørger, der samtidig er en førsteklasses elsker (skønt dette i kombination med en adelstitel er prima kvalifikationer – vi henviser til La Traviata’s tredje akt i Karen Hoffmanns oversættelse). De søger også efter matadorer, der kan tilbyde dem bestemte rammer.

I denne sammenhæng er det klart, at skøgens alder, gemyt og hendes ønsker til evt befrugtning eller det modsatte spiller ind. Imidlertid er hendes generelle habitus mere afgørende – det er for skøger en principsag.

For nogle er det, der kan gøre en matador til en stamkunde, at han befruer og befrugter dem, eller at han giver udtryk for en intention om befruning og befrugtning på sigt. For andre handler stamkundetitlen mindre om ringe, løfter, fælles genpool i et lille nyt menneske og mere om et kærligt partnerskab, der gerne må men ikke nødvendigvis skal være livslangt. Nogle skøger er decideret skeptiske i forhold til konceptet bemanding, som de adskiller skarpt fra konceptet stamkunde: De bryder sig ikke om den institutionalisering, der finder sted, når et forhold, der alene har bygget på kærlighed bliver formaliseret. De synes, at det omgivende samfunds forventninger til, hvad der skal foregå mellem to mennesker, der har befruet/bemandet hinanden, uundgåeligt påvirker de to parter i en retning, der så langt fra er skøget. De foretrækker den konstante vælgen hinanden til, der er grundstenen i en stamkunde-relation.

Som kunde er det derfor væsentligt, at man konsulterer sin skøge om hendes forestillinger om livet som holdt kvinde og hendes ønsker til det.  Kun på den måde kan man sikre sig, at ens skøge får mulighed for at vælge det, hun ønsker sig mest. Det er værd at huske på, for skøger er ikke ulig Gawains Lady Ragnell: Når de bliver triste og ikke får deres ønsker opfyldt, kommer de til i skræmmende grad at ligne KK’er og SK’er. Og hvilken matador har lyst til at vågne op (eller, oh gru!, værre endnu: at gå i seng med) sådan en?

*Et hurtigt blik på nutidens Koner, Sluts og Udenfor Nummer skulle gøre det ganske klart, at det kan godt være, at det er det, kvinder vil have, men det gør dem ikke nødvendigvis lykkelige eller omgængelige. Ægte sødme finder man i længden kun hos en skøge – men hun har det også i spandevis.

Stamkunder og andre matadorer II

I gårsdagens indlæg i den nye serie Stamkunder og andre matadorer så vi på de forskellige typer matadorer, skøger oftest er nødt til at forholde sig til. Det drejede sig om ÆM’er, FM’er og stamkunder. Men skøger interagerer i sagens natur også med andre typer matadorer, ligesom de indgår i andre typer relationer end de langvarige kurtisane-forbindelser.

Det hænder f.eks. at en skøge lader sig frekventere af en matador, hun ikke ville kontemplere en adstadig alderdom med. Det kan være en relation, der bygger på blot og bar spillebording, eller det kan være et led i bestræbelserne på at finde en matador med stamkundepotentiale. Lejlighedsvist kan disse kunder også inkludere befruede matadorer. Det kommer ganske an på skøgen, matadoren og omstændighederne. 

Det er ikke alle skøger, der overhovedet er åbne overfor muligheden for relationer med befruede hankønsvæsener. Nogle skøger mener rent ud, at den slags ingen gang på jorden har og at en skøge bør holde sin sti ren.  Andre har stærke holdninger til ekstracurriculær spillebording hos egne stamkunder, men prøver principielt ikke at have meninger om andre aktiviteter end deres egne og deres medskøgers. Fra tid til anden hænder det, at de assisterer en befruet matador, men størstedelen af tiden styrer de udenom typen, som de betragter som en skøgediæts svar på junkfood: Fristende i teorien, men i praksis ofte skuffende og efterladende en dårlig smag i munden.

Der er dog også skøger mener, at det ikke er dem, der bedriver utugt, og hvis matadoren ingen samvittighedskvaler har, så er der ingen grund til, at de som skøger skulle have det. De pointerer, at nogle matadorer jo faktisk har aftaler med deres KK eller SK om at måtte støde til andre baller end hendes. Lidt uforpligtende spillebording-on-the-side sender en glad matador hjem til Konen og hvis skøgen ikke har følelser i klemme, som kan gøre hende ked af at skibe matadoren ud af døren efter endt spillebording, hvorfor så ikke? 

Det centrale i dette som i alle andre valg, en skøge må træffe, er netop: Bliver skøgen ked af det? Om matadoren er ÆM eller FM er måske ikke afgørende; spørgsmålet er, hvad det er, han har at tilbyde skøgen og hvad han gør ved hende. Er de tårer, hun græder for hans skyld af glæde, fryd og latter, eller fordi han er kravlet ud af hendes seng kl.4 om morgenen for at tage hjem og sove ved siden af sin Fru Matador?

Lige så forfærdeligt som det er, når en matador – der ellers har fået klar besked om, at man ingen interesse har i andre af hans organer end det mest oplagte – kommer væltende og rækker en sit blødende hjerte, dryppende og med en fin sløjfe om, lige så forfærdeligt er det, når den matador, skøgen har kastet sin kærlighed og længsel på, efter længere tids overvejelse og efter at have kastet et grundigt blik på alle sine organer vælger det største og strunkeste og stolt præsenterer det for skøgen med et ”Den er til dig, men jeg skal altså have den med hjem bagefter.”

Den slags scenarier kan få skøger til at gyse og fryse og trække blondegardinskørterne tættere sammen om benene. Skøger er milde væsner, der ikke ønsker at gøre nogen – det være sig matadorer, Koner eller andre skøger – kede af det. Men de vil heller ikke selv gøres kede af det. Og nogle gange betyder det, at de må afvise FM’er og befruede matadorer i døren, enten fordi disse er alt for tillokkende eller fordi de helt enkelt er nogle klaphatte (for lad os være ærlige, dens slags findes også, og som det modebevidste individ, Skøgen er, har hun ikke ingen intention om at blive set med noget så kikset som en klaphat).

I næste indlæg skal vi ses på, hvad det er, skøger drømmer om og hvad det faktisk vil sige at være stamkunde.

Stamkunder og andre matadorer

Skøgeudvalgets brevkasse SKRÆV er i den seneste tid blevet bestormet med forespørgsler om definitionen på en ÆM. Hvad er kriterierne for at blive betragtet som ÆM, spørger matadorerne fortvivlet: Skal man være stamkunde for at kvalificere sig? Hvis man er tidligere stamkunde – bliver man så automatisk demoted til FM? Hvad hvis man er mellem skøger, eller endnu ikke har fundet sit livs skøge? Hvad hvis man er befruet, men samtidig er betaget af en skøge? Spørgsmålene er mange, men det står klart for Udvalget, at nogle konkrete oplysninger om ÆM’er og Stamkunder er på sin plads.

Derfor bringer Skøgeudvalget i de kommende dage tre indlæg om emnet. Dagens post vil dreje sig om de forskellige typer matadorer, en skøge kommer i berøring med – alm. matadorer, ÆM’er og FM’er (umennesker falder udenfor nummer og da skøger generelt ikke beskæftiger sig med dem, vil vi heller ikke bruge tid på dem her). Den næste post, som bringes i morgen vil beskæftige sig med befruede matadorer og matadorer, som skøgen indgår i mere casual relationer til. Sidste post i serien bringes senere på ugen og kommer til at handle om forskellige typer stamkunder. Skøgen håber, at matadorer med ÆM-aspirationer (såvel som dem, der bejler til en titel som Stamkunde) her vil kunne finde al den information, de behøver for at nå i mål med deres ambitioner.

Det første, der er vigtigt at understrege er, at en ÆM og en stamkunde ikke nødvendigvis er det samme. 

En ÆM er en Ædel Matador – dvs. en matador, der bestræber sig på at behandle skøger og medmatadorer respektfuldt, hensynsfuldt og som opererer ud fra en klar forestilling om, hvad der er ret og rimeligt. Sådan skal et mandfolk være; han forstår at gøre gavn. Om han er kunde, stamkunde, befruet, befrugtet eller på udkig efter et nyt spillebord at skøge ved, har intet at sige: En ÆM er ÆM uanset sin civilstand.

En stamkunde er en matador, der har været så heldig gafle sig en skøge, der som led i sine bestræbelser på at please og behage er blevet hans holdte kvinde. Ofte vil en transaktion af denne natur føre til, at stamkunden på et eller andet tidspunkt befruer sin skøge, men det er ikke et krav og det er på ingen måde en forudsætning for, at man gør sig fortjent til betegnelsen stamkunde. En matador er at betragte som stamkunde, når skøgen tilbyder sine services alene til ham.

En stamkunde vil ofte – skønt ikke altid – være en ÆM. Når en matador efter at være blevet afskøget skifter status til FM, sker det ofte, fordi hans adfærd i afskøgningsfasen (eller under hans tid som kunde) har demonstreret en eklatant mangel på noblesse og savoir faire.

Mens skøger så langt foretrækker at interagere med ÆM’ere, hænder det jævnligt, at en skøge kommer i berøring med en FM, ligesom det også kan ske, at en FM kommer skøgens hjerte lidt for nær. 

En FM er ikke pr definition en dårlig mand – han er blot farlig for skøgens sjælefred. Ordet ”falsk” i forbindelse med Falske Matadorer skal ikke forstås som, at matadoren nødvendigvis er løgnagtig eller umandig – tværtimod kan en FM have mange beundringsværdige, skønne træk. ”Falsk” henviser alene til det faktum, at han fremstår som en ÆM og viser sig ikke at være det. Han sårer sin skøge og handler uden rimelig hensyntagen til hendes velfærd.  

Som det fremgår, er det muligt at være en ÆM uden at være en stamkunde og at være en stamkunde uden at være en ÆM. Det er ikke muligt i længden at være en FM og gøre en skøge lykkelig, og heri ligger nøglen til forståelsen af ÆM og FM-kategoriseringen: FM’en er ham, der gør sin skøge ulykkelig; ÆM’en bestræber sig på at gøre hende lykkelig eller som minimum at spilleborde med åbne kort og ikke volde hende sorg. Stamkunden deler sit liv og sit spillebord med skøgen, i gode og mindre gode tider, og vil derfor i sagens natur også fra tid til anden vise sig som mindre end fuldkommen.

Som vi vil komme ind på i det kommende indlæg om Stamkunder, er det alle skøgers drøm at blive holdte kvinder. Det betyder imidlertid ikke, at skøger kun har relationer med matadorer, der har stamkundepotentiale. Det er disse relationer, vi vil se på i morgen.