Skøgens Bonmots: Intet fedtspil ved spillebordet, tak!

I en sen nattetime kunne man, hvis man lyttede opmærksomt ved døren til Skøgefældens stue, overhøre en samtale mellem to af Udvalgets ubemandede skøger.  Emnet var kunder, manglen på samme samt det vederkvægende ved det, man måske en smule taktløst kunne kalde et run-in med en sådan personage.
Det ville være mere end velkomment, sagde den ene af de to forsømte skøger; især hvis bemeldte personage var udstyret med en lodret kø og havde til sinds at bruge den - gerne ganske eftertrykkeligt.
Den anden skøge erklærede sig enig med disse ord, der straks kunne indskrives i listen over Skøgens Bonmots: "Spare-kø er et no-go."

Spillebord mig lige, hva VI

De sidste fem dage har vi beskæftiget os med en række matador-egenskaber, skøger finder ganske uimodståelige. Vi har således kigget på den rolle, det fysiske spiller, samt udforsket faktorer som sensibilitet, belevenhed, beslutsomhed og horeungeindehaverskab.

I dette, vores foreløbigt sidste, indlæg i serien ”Spillebord mig lige, hva’” er vi nået til spørgsmålet om humor.

Enhver, der nogensinde har tilbragt en stund i en skøges selskab, ved, at skøger er sprudlende lattermilde kreaturer med et skarpt blik for alt, hvad der er absurd, fjottet eller lattervækkende. Og nok kan man sagtens have en alvorlig samtale med dem – ja, vi vil gå så vidt som til at sige, at de sætter stor pris på det – men den matador, der drømmer om en plads ved en skøges spillebord eller, for den sags skyld, i hendes hjerte, må kunne tale mere end alvorsord; han må også kunne få skøgen til at le sin bedårende, perlende latter, knække sammen i fnysende fnisen eller bryde ud i et skoggergrin. Sådan skal et mandfolk være; også på den måde må han forstå at gøre gavn.

Det kan ikke understreges tit nok, at skøger er forskellige og det, de søger i en mand, ikke er ens. Skøger synes ikke nødvendigvis, at de samme ting er sjove eller i samme omfang. Men at det er vigtigt at le, det er de enige om. Og at det er så vigtigt, at det er afgørende for, om man ville spillebordes af en kunde eller ej, det er de også enige om. Ved et nyligt møde i Udvalget opsummerede Provinsskøgen med vanlig aplomb sit valg af idealmatador således: ”Han er fandeme sjov!” Hvis det ikke siger alt, ved Skøgen ikke, hvad der gør.

Den matador, der vil have skøgen til at le, bør overveje sit publikum. En skøge er ikke en matador og de ting, der kan få en matador til at klukke, er ikke nødvendigvis de samme som dem, en skøge vil sætte pris på. 

Generelt bør man være varsom med at spøge med ting, skøgen beder om. Den angelsaksiske skøge af Udvalgets bekendtskab, der bad sin elskede om at skrive hende ”a letter”, hvorpå han prompte greb pen og papir, skrev et ”A” og stak hende arket, syntes f.eks. ikke, det var nær så vittigt, som matadorens gode ven, der senere genfortalte historien. Og den skøge, der efter en runde relativt forglemmelig spillebording, bad sin kunde sig noget sødt til hende, hvorpå han begyndte at fortælle hende om sukker og honning, og hvor mange gange sødere det sidste var end det første, vred sig heller ikke i krampelatter.

Dermed ikke sagt, at man ikke kan få en skøge til at grine af sig selv – Skøgen ved godt selv, at hun fra tid til anden er ufrivilligt morsom – man skal bare ikke udstille hendes sårbarhed eller hendes ønske om at vide sig elsket og begæret af sin stamkunde. 

Ligeså godt som at sige noget vittigt er at få skøgen til at føle, at hun har sagt noget, der er fort amusant. At se en matador lægge hovedet tilbage og grine, er for Skøgen en næsten lige så stor fornøjelse som at se ham lægge hovedet tilbage i andre former for nydelse. En matador, der ler med skøgen, får hende til at sværme og smile og danse foran sit spejl, mens hun nynner: ”I feel pretty and witty and gay”, og når skøgen først når dertil, er der spillebording og blottede hjerter i udsigt.

Den matador, der både kan smile af, med og til verden og skøgen; som kan tøhø’e diskret og græde af grin (afhængig af sted og omstændighed), og som kan få skøgen til det samme, han er godt på vej til skøgens boudoir, til hendes spillebord og til hendes hjerte.

Dermed er vores serie om spillebordsværdige træk slut og vi kan besvare det spørgsmål, der indirekte stilledes i vores indlæg om falske matadorer: Hvad er det, kvinder vil have? 

Svaret er enkelt: Hvis de er skøger, så er det, de vil have, en sanselig og empatisk (varme) gentleman (belevenhed) med kant (beslutsomheden), vid (humor), horeungeindehaverens autoritet og en beskidt tankegang i et renvasket ydre. Hverken mere eller mindre, sådan er skøgens ideelle matador.

Skulle der være et par af den slags tilovers i vort læserskab, kan de gerne henvende sig i Den store Skøgefælde eller pr. mail, skoegerne@gmail.com: Miss Æ og Miss Å hører meget gerne fra dem.

Spillebord mig lige, hva V

Som vore trofaste læsere, brugere, medskøger og bekendte matadorer vil vide, er det Skøgens erklærede mål i et og alt at behage. Basispakkerne i Skøgens redskabsbælte er designet til det formål; Skøgens Legestue tjener samme ophøjede mål; Skøgens viser, aftenskole, middage, cabaret, danseskole, ja selv Den store Skøgefælde er oprettet alene for at glæde og forlyste*. 

Med serien om spillebordsværdige træk har Skøgen endnu en gang ramt plet med et koncept: Skøgens brevkasse er proppet med takkemails fra medskøger, der fortæller, at de nikker og smiler genkendende, mens taknemmelige matadorer skriver, at de opmærksomt tager noter og at Skøgens hjælpsomme hints formentlig vil give dem netop den succes, de så længe har håbet på.

Det er sød musik i en skøges ører – også selvom det kun er, hvad Udvalget havde forventet. Af hensyn til vort utålmodige læserskab vil vi dog ikke yderligere tvære rundt i vor fortræffelighed og træfsikkerhed, når det kommer til pleasingens kunst, men straks springe videre med seriens næste afsnit. I dag skal det handle om varme, og det kan man nok trænge til her i det tidlige forår, især på en morgen med sne.

Det er nemlig muligt, at gentlemen foretrækker blondiner, men skøger foretrækker varme mænd. Matadorer som oser af nærvær, opmærksomhed, interesse og indlevelse. Matadorer som udstråler, at her er en tryg favn, nogle gode stærke hænder, en lodret kø og at skøgen da bestemt er velkommen til at låne det hele for en stund (man er vel en gentleman). Matadorer som får skøgen til at smelte og skælve.

Om matadoren opleves varm hænger sammen med to ting: Hans kropslighed og nærvær, og hans følsomhed og empati. Skøger bliver bløde som forårsjorden, når de kommer i berøring med varme, følsomme kø-svingere, der ikke blot udviser interesse skøgens ynder men også for hendes rige indre verden og livsomstændigheder.

Alle udtryk for denne interesse og for matadorens evne eller vilje til at sætte sig i skøgens sted og gå ind på hendes tanker og bekymringer, vil af skøgen blive udlagt som udtryk for en følsom og sympatisk sjæl i et appetitligt legeme. 

Her skal der dog lyde en lille advarsel. Skøger kan ganske vist godt lide følsomme mænd, men dette skal ikke forstås som en opfordring til at bryde ud i krampegråd ved enhver lejlighed. En matador må gerne blive berørt, men en skøge kan have svært ved at bevare sin beundring og begær til ham, hvis hun oftest er ham i moders sted og skal trøste, putte og pudse næse på. Det er med andre ord ikke en god idé at bryde sammen under et første kys og hulke ”Jeg er simpelthen så lykkelig nu” ind i sin skøges mundhule, med mindre man har et hemmeligt ønske om, at det også skal være sidste kys.

Begrænser man fugtige øjenkroge til særlige lejligheder og grådkvalte seancer til børnefødsler, dødsfald og livskriser, vil man som matador være langt bedre stillet og garanteret meget mere spillebording end ellers.** 

Følsomhed behøver ikke være lig med tårer; for skøgen er det mere et spørgsmål om, at hun får oplevelsen af, at der eksisterer et følelsesmæssigt bånd og en følelsesmæssig nøgenhed. Og da skøger er bogstavelige små væsener, der synes allegorier og metaforer er grundlæggende træls, vil det udløse et ønske om at omsætte disse metaforiske tilstande til konkrete, fysiske forhold: Fysisk nøgenhed, fysisk nærhed, og – hvis man har ramlet ind i en skøge, der praktiserer den slags – fysiske bånd.

I morgen vil vi i seriens foreløbigt sidste indlæg se på spørgsmålet om humor. 

*Det bør nok i ærlighedens navn indrømmes, at Skøgen med visse af disse tiltag ikke fornøjer, forlyster eller pleaser andre end sig selv. Men det er et syn af så stor skønhed, når skøgen strækker sig katteagtigt sensuelt og smiler hemmelighedsfuldt og tilfreds, at det ikke kan andet end vække almindelig lykke og opstemthed. 

**Er dette fair, spørger vores matador-bekendtskaber? Hvorfor må en mand ikke græde, når han er ked af det? Svaret er, at det må han og bør han selvfølgelig også. Men hvis han er ked af det hele tiden og ofte skal trøstes af sin skøge, vil hans skøge snart se ham mere som en horeunge og mindre som spillebordets stolte herre. Og det vil gå udover såvel hyppigheden som kvaliteten af spillebordingen. Det er ikke fair, men det er et faktum, og det er fakta, ikke retfærdighed, vi beskæftiger os med på Legestuen.

Spillebord mig lige, hva IV

Efter gårsdagens indlæg om belevenhed og bestemthed, bør det ikke komme som en overraskelse, at skøger synes, at matadorer, der har produceret afkom, er umådeligt sexede. 

Det skyldes ikke, som nogen måske ville hævde, at skøger er forsømte små fruentimmere, der leder efter en faderfigur, men tværtimod at fader-matadorer rummer mange af de egenskaber, skøger finder allermest spillebordsværdige (vi nævner i flæng: Belevenhed, beslutsomhed, omsorg, ansvarlighed, initiativ, ordholdenhed, punktlighed). At en anden kvinde har givet matadoren sit kvalitetsstempel ved at sige ”Ham her er en glimrende prototype – ham vil jeg gerne avle minimatadorer på” skader heller ikke.

Skøgen ved af erfaring, at matadorer med afkom findes i to modeller – de forvildede, småbørns-yngelplejende matadorer og de garvede horeungeindehavere. De første kendes på det lidt jagede blik i øjnene, der kommer sig af en indre monolog, der lyder ”Cykelhjelm, tjek; madkasse, tjek; flyverdragt, tjek; hue, halstørklæde og luffer, tjek; både indkøb og barn med hjem fra Netto, tjek; kompliment til konen, tjek; bad og ble og godnatlæsning… Kø-i-lampen-da-også, jeg glemte forældremødet i vuggestuen.”

Det skal siges ærligt, at meget sex er der jo ikke over sådan et forvildet minimatador-domineret mandfolk, og snarere end at hale ham til spillebordet i al hast, har skøgen lyst til at kysse den frustrerede rynke i panden væk, putte hans ansigt mellem sine bløde bryster og hviske sweet nothings i hans hår, til han bliver bright-eyed and bushy-tailed igen.

Anderledes står det til med de garvede horeungeindehavere. Ikke fordi de ikke også kan være trætte og indebrændte fra tid til anden, men fordi der hviler et andet overskud over foretagenet.  De har en ro og en varme, der signalerer, at de har overblik nok til ikke bare at organisere en runde impromptu Disney-sex (spillebording mens poderne er pacificeret af Disney Sjov), men også til at læse alenlange godnathistorier med varm, blød, rumlende stemme, til horeungerne brummer af tilfredshed og tryghed og sover som små engle, for så at komme ind i stuen og plante deres skøge på spillebordet med fuldstændig lige så sikker hånd.

Roen, den uimodsigelige autoritet, følelsen af at matadoren har overblik og en plan – alt det er dele af en rigtig god horeungeindehaver. Og det er træk, som en skøge på ingen måde kan modstå (især når hun ikke har lyst til at modstå dem).

I morgendagens indlæg skal det handle om følelser. Sådan nogle kan en skøge nemlig godt lide.

Spillebord mig lige, hva III

I serien om de spillebordsværdige træk en matador kan besidde, som gør, at en skøge fuldstændig tilsidesætter alle forbehold og blæser højt og flot på, om han måtte være FM eller ÆM, befruet eller mellem skøger, er vi i dag nået til to andre faktorer, der er nært beslægtet med matadorens sanselighed uden dog at være bundet op på hans ydre fremtoning: Belevenhed og beslutsomhed.

Skøgen anbefaler den matador, der ønsker at gafle sig en skøge, straks at tillægge sig noget gammeldags belevenhed. Galant adfærd kan føre til mangt og meget, og hjælper man skøgen i frakken, lukker bildøren efter hende, transporterer hende hjem under en funklende stjernehimmel, hvorpå man følger hende til døren (i det man naturligvis holder sig på rette, venstre side af hende) er det ikke til at sige, hvad man ikke dernæst får lov til at gøre.

Konverserer man hende undervejs (i automobilet, ikke nødvendigvis en route fra hoveddøren til spillebordet) om kunst og kultur, filosofiske spørgsmål, eksistentielle mysterier, vittige overvejelser og aktuelle begivenheder, så er skøgningen hjemme: Et hint af dannelse er aldrig en skidt ting i en skøges bog.

Men i hvor høj grad en skøge end kan blive echaufferet over chivaleresk adfærd, må der mere til. En matador må også kunne være fast i mælet og vise skøgen, hvor spillebordet skal stå. Skøgen kan nok blive blød i knæ og om hjertet ved at blive kurtiseret og behandlet med ærbødig respekt og varsomhed, men der må andre boller på suppen, hvis der skal stødes til baller. 

Især de skøger, der har horeunger eller som i deres daglige virke som skolefrøkener pisker unge mennesker rundt i manegen, har intet nævneværdigt behov for at skulle snyde næse på deres matador, vaske hans smudsige små grabber eller sætte ham og ned og sige: ”Nåhr, lille mand, vil du gerne spilleborde, er det, det du vil? Ja? Åhr, skat dog. Kom her så.”

Hvis en matador vil spilleborde, må han være parat til at føre skøgen til spillebordet og gøre hende det klart, at det er her, det sner. Skøger kan godt lide beslutsomme, initiativrige herrer, der kun tager nej for et svar, når skøgen meget bestemt fastholder, at med nej mente hun hverken ja eller måske, men afgjort og uomtvisteligt nej.

I næste del af serien vil vi kigge på, hvordan horeungeindehaverskab kan gøre en matador aldeles uimodståelig for en skøge.