Sig nærmer tiden, da jeg må væk!
Jeg hører kunderne kalde;
de kalder her, og de kalder der –
på skøgen kalder de alle.
Som Figaro, da han var barber
og Largo’et ville kvæde,
jeg springer hist og jeg springer her
og håber, at jeg bringer glæde.
Mens Figaro skulle klippe hår,
afluse fine parykker,
barbere, flette og lade år’
og tilse alle slags nykker,
er det ej den slags, der er mit lod;
jeg tilser andre slags nykker:
Jeg nusser om matador’r der har
både spillekøer og krykker.
En matador er ej altid ung,
ej heller smuk eller smækker.
Et har de fælles, det må du tro:
De synes, skøgen hun er lækker.
Ej som barberen i Sevilla
skal jeg parykkerne pudre,
men jeg må høre på grimme ord,
fra folk, der kalder skøger lud're.
Og jeg skal kysse og give smæk,
danse uartige danse,
og please, smigre og meget mer’
med matadorens spidse lanse.
Se, Figaro han er bariton,
et mandfolk af fin kaliber,
og gode mandfolk kan brokke nok,
kun sjældent hører man, de piber.
Men skøger små med et arbejdslæs
af el’fantin’ proportioner,
bliver trætt’ og trist’, så man skulle tro,
at de var Kedelige Koner.
Jeg havde gerne i Guds natur
i frihed spændt mit korset
men sidder fast i mit jomfrubur:
et skøgeliv er ikke let.
Giv mig, oh vandrer, en matador,
som jeg har lyst til at please.
Så skal du se, når du går forbi,
jeg smiler på min flise!
