En nylig samtale i Den store Skøgefælde bragte et emne, der
ikke tidligere har været diskuteret på bloggen op: Fænomenet gastro-matadorer.
Åh, det var et emne, der gjorde skøgerne varme i kinderne og bløde i knæene! Og
med den servicemindedhed, der immer karakteriserer Udvalget, bringer vi derfor
denne introduktion til emnet i håb om, at den må tjene til inspiration hos
ÆM-kandidater i de små hjem.
Det var en lørdag eftermiddag i Skøgefælden. Udenfor silede
regnen ned og det måtte holde kunderne hjemme, for alt var tyst og mørkt. Kun
fra skolestuen kom der lyde: Lyden af blide stemmer, lyden af dæmpet latter,
lyden af en buldrende, knitrende pejs.
Kun oplyst af pejseilden var også skolestuen mørk, men de
flakkende skygger på væggene var varme og venlige, og det gyldne skær fra ildstedet
kastede en indbydende glans over rummet med dets altmodische borgermøblement,
dets ægte tæpper og dets tunge guldrammer på de tapetklædte vægge. I en stol
nærmest pejsen strakte Sydhavnsskøgen sig veltilpas og trak silkeslåbrokken
tættere sammen om sig.
”Lyngby, det var en usædvanlig dejlig pæretærte,” sukkede
hun. ”Usædvanlig dejlig. Sprød og blød og fnuglet.”
”Ja,” istemte Skøgen fra Nord, ”og vidunderskønt parfumeret –
det var en god idé med det lille hint af citron og vanilje.”
”Åh,” rødmede Lyngby. ”Hvor er I søde, skøger. Det var
ingenting – bare noget, jeg lige rystede ud af ærmet – man er vel gastroskøge.
Mere te?” Hun rejste sig fra sin plads på sofaen og gik over til pejsen, hvor
en rustik kedel med vand dampede lystigt. En ny kande te blev brygget, mens
snakken bevægede sig fra Lumre Lyngbys tærte til planerne for aftenens øvrige
måltider og derfra til andre måltider, man havde udsigt til. Der var meget at
glæde sig til og glæde sig over.
”Piger,” sagde Sydhavn, ”jeg venter netop nu – i disse dage –
på en kogebog. Den er skrevet …” hun lænede sig frem mod de andre skøger og
sænkede stemmen til en hvisken, ”af ham med tungen.”
De andre skøger gøs
velbehageligt. Ham med tungen, jo ham vidste de præcis, hvem var! Det var ham
med de fire børn, det lykkelige ægteskab, det verdensomspændende madimperium,
drengerøvsattituden og maden der nok kunne sætte en orgasmisk glød i kinderne
på enhver skøge, alene ved tanken.
”Åh,” sukkede Skøgen i Nord og Lumre Lyngby i tandem.
”Ja,” sagde Sydhavnsskøgen. ”Åh. Han kan nu noget, ham med
tungen.”
Det kunne han – skøgerne havde sjældent være mere enige. Og
derfra bevægede samtalen sig videre til det saliggørende ved en matador, der
kan genkende en dusk, når han ser den og straks ved om det er dild eller
persille (om ikke andet, når han smager på den); en mand der nok vidste, hvad
man skal stille op med sådan en dusk og hvordan den skal nulres for, at duft og
smag virkelig kommer til sin ret.
”Se, sådan en mand er der noget ved!” sagde Skøgen fra Nord
og sendte en kærlig tanke til sin stamgæst, der var kendt for at have et fast
greb om det kulinariske.
”I modsætning til de der klidbrødsgumlende livsfornægtere, der
putter alting gennem en saftpresser og ikke kan snakke om andet end vejret og
deres peristaltik,” sagde Sydhavn, der havde dårlige erfaringer med mænd, der
foretrak broccoli og rødbede frem for dusk og dirty talk.
”Eller dem, der helst skal have søbemad, fordi bisserne ikke
holder til at tygge,” sagde Lumre Lyngby, der var kendt for at tiltrække
opmærksomhed fra herrer på den anden side af pensionsalderen. ”Det kan godt
være, at gentlemen foretrækker blondiner, men skøger foretrækker mænd, der
stadig har deres egne tænder og som også bruger dem fra tid til anden.”
”Uh,” sagde Sydhavn med et uartigt glimt i øjnene, ”Lyngby,
du er vist en værre en!”
”Så det, du siger, Lyngby,” sagde Skøgen fra Nord med vanlig
aplomb, ”er, at tunge er godt, men tænder er bedre?”
De tre skøger så på hinanden og brød ud i latter.
Lilleskøgen, der hidtil ikke havde sagt noget, så op fra den bog, som hun lå på
tæppet foran ilden og læste i.
”Hvad snakker vi om?” spurgte hun. De ældre skøger
opsummerede hurtigt: kogebøger, mænd der sætter pris på mad og kan forlyste
deres skøger med et og andet til ganen,…
”Jeg har også en bog,” sagde Lilleskøgen med en sart rødmen
i kinderne. ”Altså, det er ikke om mad eller noget… jeg læser anatomi. Det er
fuldstændig fascinerende… Vidste I f.eks. at der er 4000 nerveender i en mands …
ja. Og 8000 i en skøges … øhm… Vidste I det?”
Skøgerne smilede. Hun var sød, Lilleskøgen. Og klog. Og
dedikeret til sagen. Nu skulle hun læse medicin, så Udvalget kunne tilbyde en
ny service til de kræsne kunder: Muligheden for at lege doktor. Det var dejligt
at have en dygtig Lilleskøge i huset.
”Nå, de damer, skal vi også have aftensmad i dag?” spurgte Lumre
Lyngby og begyndte at samle kagetallerkener sammen.
”Hvad har du i tankerne?” spurgte de tre skøger, for Lilleskøgen
var endnu ikke sunket hen i sin bog igen.
”Ærtesuppe,” svarede Lyngby. ”Ja, for da vi ingen matadorer
har i huset i aften – gastro-dorer eller andre slags – må vi fornøje os på
anden vis. Jeg tænker en klassisk ærtesuppe med champagne – så kan vi få et
lille glas og al den livgivende sprøjten og skummen, vi savner i sovekamrene,
kan vi få i suppen. Det er også en slags gastroskøgeri.” Og mens skøgerne
heppede og hyldede den muntre idé, vendte Lyngby sig mod døren og sagde med et
stille smil: ”Jeg går i køkkenet og triller ært.”
Idet hun gik ud i den stille gang og lukkede døren efter sig,
hørte hun skøgestemmer opløftet i sang – en ny vise på melodien af Venter på
Fars ’Jeg vil ha en handy-man’: ”Vi vil ha en gastro-dor, en gastro-dor, en
gastro-dor. En hvis gryd’-ske den er stor, en rigtig mandig matador…”
Folk kunne sige, hvad de ville, tænkte Lumre Lyngby.
Kundemangel uagtet, livet som skøge var og blev nu en gave.
