Godt nytår

Skøgerne har været alt for sløve på bloggen, de ved det godt og det dur ikke.

For at komme sløvheden til livs, og starte 2015 i den rette ånd, blev der holdt nytårskur i Den Store Skøgefælde. 

Hele udvalget, og dets ærede brugerpanel var samlet for at skyde året ind, i begyndelsen af januar.

Menuen stod på kaffe og kage, skøgeri og utugtige historier.

Sydhavn havde stået i køkkenet hele formiddagen for at kræse om det samlede selskab. Sydhavn er jo, ud over at være en dygtig skolefrøken, også en ivrig husmor.... Hun kan slet ikke lade være med at koge, bage og brase.

Her ses hun i sving med at bære en bakke med kølige forfriskninger ind i stuen. Brugerpanelet ( det må være marquisen) er blevet sat i sving, og hjælper her til i køkkenet.

Da hele selskabet var bænket, var det et oplagt "kodak moment", og vi ser her hvordan der hygges om bordet i Den Store Skøgefælde.

LilleSkøgen er i færd med at afprøve nogle nye funktioner på sin telefon, imens det øvrige udvalg samt marquisen og hr. P ser til.

Med billederne fra den store nytårskur ønsker alle,skøger såvel som panel, alle læsere et godt nytår. Vi ser frem til skøgeri og tant og fjas i det nye år.

Lidt køkkenstemning.Alle gode fester skal en tur om køkkenet og vende.

Årle om morgenen, det var dag - reportage fra Skøgefælden en tilfældig søndag morgen

Det var en tidlig søndag morgen i Skøgefælden. De fire skøger mødtes trætte og morgentavse i Fældens kælderkøkken, hvor Lilleskøgen, der allerede længe havde været oppe, var i gang med at forberede dagens første måltid. 

                                   Lilleskøgen ses her forberede morgenmad til de andre skøger.

Mens den unge gastroskøge trællede ved komfuret (og trallede, mens hun trællede), samledes de andre i et gruppekram. 

                                                    Morgenkåde skøger, varmt klædt på

”Uh, jeg synes, det er koldt om morgenen,” sagde Cityskøgen.
”Det er det godt nok,” sagde Sydhavn. ”Koldt og mørkt. Man har mest lyst til at blive under sin dyne med en stamkunde. Hvem, der bare havde en…”
”Hvad, en dyne?” spurgte Provinsskøgen.
”Nej, en stamkunde.”
”Ja, stamgæster kan anbefales,” sagde Provinsskøgen og nikkede tilfreds. ”De er virkelig umådeligt nyttige. Jeg kunne godt unde jer en, piger.”
”Én? Vi kan da ikke nøjes med en enkelt stamkunde!”
”Nej, skøger – I skulle jo have en hver. Sådan en, der kunne komme med kaffe på sengen og stramme jeres korsetsnører og kysse jeres fødder, når jeres nye opvaskestilletter havde givet jer vabler.”
”Åh ja, sådan en stamkunde skulle man have!” sukkede Sydhavn og Lilleskøgen i kor, men Cityskøgen rynkede på næsen: Der var mange steder, hun gerne ville kysses, men fødderne var ikke et af dem, og hun ville i øvrigt meget betakke sig for at få sine vabler befamlet. De andre skøger udvekslede et hurtigt blik – at Cityskøgen, der på andre tider af døgnet var meget mild, skulle stryges med hårene om morgenen var almen viden.
”Nu kommer jeg med kaffen,” skyndte Lilleskøgen sig at sige. ”Der er te til dig, City – te er også godt, når man skal lune sig lidt.”
City tog imod koppen og tog en tår. ”Åh ja,” sagde hun og et stille smil bredte sig over hendes ansigt, ”åh ja.” Hun slog en perlende latter op, og de andre slappede af – nu var City sig selv igen. ”Hvad skal man med en stamkunde, når man har te?”

                                                                   Te og morgenhår

”Jeg kan godt komme på en ting eller to!” sagde Sydhavn, ”I ved af den slags…”
”…man bruger en mand til,” sagde de andre skøger i kor og grinede. Det var et gammelt citat, men det var nu stadig godt.

”Nå, skøger, hvad er så jeres planer for dagen?” spurgte City.
”Jeg skal læse,” sagde Lilleskøgen. ”Det hænger mig ud af halsen, men det skal jo gøres.”
”Åh søde,” sagde Provinsskøgen, ”men i betragtning af at du er skøge, så er det jo ikke det værste, du kunne have hængende ud af halsen. Og det bliver snart overstået.”
”Sandt,” nikkede Lilleskøgen. ”Men derfor er det alligevel træls. Hvem skulle have troet at anatomi alle ting kunne blive så kedeligt at beskæftige sig med? Jeg gik jo ind i vores branche netop, fordi jeg synes kroppen er så forunderlig.”
Skøgerne nikkede. De kendte Lilleskøgens dedikation til faget.

                                                         Lilleskøgen læser anatomi

”Jeg tænkte, at jeg ville være lidt huslig,” sagde Sydhavn. ”Her ligner noget, der er løgn. Det er alle de orgier, vi holder. Vi altså nødt til at få shinet bulen op.”
”Som du dog kan sig det, Sydhavn,” smilede City. ”Men du har ret: Jeg er sikker på, at vores kunder vil sætte stor pris på… at få bulen shinet op!”

                                                        Sydhavn shiner bulen op

”Åh City, du er en strik!” lo Sydhavn. ”Hvad med jer – hvad skal I i dag?”
”City og jeg skal til Flagremis i Birkerød,” sagde Provinsskøgen. ”Det er et skønt projekt, men lige nu flagrer missen altså mere end godt er. Vi bliver nødt til at gribe godt fat i den og få styr på sagerne.”

                                             Provins- og Cityskøgen i Flagremisse-mode

”Et fast greb om missen,” sagde Sydhavn, og skøgerne så på hinanden. ”Det er lige det, vi trænger til.”
”Det bliver en god søndag,” sagde Cityskøgen. ”Jeg kan mærke det.”

Nyt i Skøgemissen

Trofaste læsere vil have bemærket, at det er flere sæsoner siden, der har været nyheder i Skøgemissen. Er det sådan, at skøgerne er løbet tør for inspiration og at Prop-gruppen ganske er udgået for idéer? Kommer der ikke flere kollektioner? Må vi nøjes med vores gamle korsetter, opvaskestilletter, fjervifter til køafpudsning, flaskerenseboaer med indbyggede stivere og sidste års køkkengardinskørter? Skal vi vitterlig gå vinteren i møde uden nye slikkelapper og gokkesokker?

Svaret er et rungende nej, nej og nej. Skøgerne er material girls, og ikke bare går de benhårdt efter indholdet i mandens pung, de går også efter lejligheder til at bruge det på alt det, der gør skøgelivet sødt at leve.
Derfor har Udvalget i den seneste tid arbejdet intenst for at skabe en række nye props, der kan få gang i sagerne ved et hvilket som helst spillebord. Det er blevet til en serie af basishjælpemidler, der kan hjælpe skøgen med nogle af de udfordringer, hun oftest støder på i sit arbejdsliv. Nye remedier forventes at komme til, men lige nu rummer serien fire hverdags-props, der kun kan vække lykke.  
Skøgerne er stolte over at præsentere:

Lille spejl på væggen der: Hjælpemidlet, der sikrer en god start på dagen. Forudindtalte beskeder som ”du, skøge, er lækrest, yndigst, syndigst og skøgest i denne del af byen/landet/provinsen” forjager morgenhår, morgenhud, morgensindelag og morgentrætte bryster, så skøgen efterlades frisk som en rose og fuld af livs- og mandelyst.
Schyyy, skat – det er frækkest, når du ikke siger noget-betrækket: Hjælpemidlet til den skøge, der synes, hendes kunde har det hele – bortset fra det essentielle – i munden (en skuffende tingenes tilstand) samt til hende, hvis kunde har indlysende og håndgribelige talenter, men som ødelægger det hele ved at sige den ene tåbelighed efter den anden. Betrækket fungerer også fortrinligt for den skøge, der hellere vil tænke på anden kunde end ham, der netop er i færd med at spilleborde hende eller for den skøge, som er en smule uimponeret over en stamkundes morgenlodne tænder.
Sig du ka’ li’ mig-megafon: Nogle gange er det ikke en overdosis vrøvl, der gør spillebordingen mindre end absolut fortryllende. Sig du ka’ li’ mig-megafonen er hjælpemidlet til den skøge, der pludselig oplever total radiostilhed og som har brug for lidt opmærksomhed for at komme i hopla. Megafonen har fire indstillinger: Kommer du tit her? Kommer du tit? Kommer du? og Kom!
My fantastic fanny: Nu er de her – underpermissionerne til skøgen, hvis kunde er, om vi så må sige, bagstræberisk. Foretrækker din kunde popo-imposante kvinder? Er han gladere, når du går forover end bagover? Er han typen, der på det bestemteste frabeder sig ro på bagsmækken? Så har skøgen de perfekte underbenklæder til dig. My fantastic fanny garanterer strålende succes ved spillebordet med såvel stivstikkere som bagstræbere, uanset om deres hu står til den britiske eller amerikanske fortolkning af ordet fanny…

Alle fire produkter kan nu købes i Skøgemissen, der som altid er åben døgnet rundt.

Der kom en klage

”Hallo skøger, hvad sker der for jer? Her sidder man som trofast læser og venter sig lidt smuds til at tage den grimme smag fra morgenkaffen, og så serverer I et indlæg om mandeben og agurker! Hvad skal vi gammellumre, morgenstive mænner bruge den slags til? Vi vil ha’ svesken på disken, dusken ud af busken og damer med og uden dirndl på vores tablet! Det kan I gøre bedre, piger!
Jens Vejmand (I ved, ham der sidder der bag skærmen med klude om sin hånd)”

Puha, det var en afklapsning af de værre: Skøgerne lever jo for at please, og her har de helt tydeligt ikke leveret varen. Det samlede udvalg bøjer hovedet i skam og haster med at bringe de ønskede billeder.

Cityskøgen ses her med de to damer, hun var i selskab med hin aften i Birkerød. Vi henleder læserens opmærksomhed på de vovede snit: De blottede ankler, de nøgne underarme, den bare hals. Kan det blive mere kysbart, spørger vi bare.

  

Skøgen med ledsagersker og serveringsdamer. Igen er påklædningen vidunderligt suggestiv og det samlede indtryk pikant: Brede smil, øl og overarme som mandelår... hvad kan man ønske mere?

 Udvalget på udflugt sidste sommer (trofaste læsere vil huske det, men vil forhåbentlig kun være glade for at gense det). Dirndl gør bare noget for en kvinde - især hvis der er en mand i nærheden til at beundre effekten.

Intermezzo

Er det i disse dage kun i operetteregi, at skøgerne lokker med møs, mis og mås, spørger vore trofaste læsere måske; lufter de letlevende fruentimmere dog ikke ynderne andre steder – skal en stakkels matador vente helt, til Flagremissen åbner for publikum, før han kan glædes over skøgernes karakteristiske yppige skønhed?

Svaret er naturligvis nej. Skøgerne sætter en ære i at leve op til sloganet ”De ringer og hører – vi kommer og skøger” og er immer villige til at sprede glans og glæde (og, ville somme tilføje, ben; disse bramfrie røster ville naturligvis have ganske ret).

Således kunne man en aften i den forgangne uge se Cityskøgen på et af Birkerøds mest avancerede etablissementer. Menuen bar præg af umiskendelig oprigtighed, men skøgen var ikke kommet for menuen. Hun var kommet for selskabet og for støtte et godt formål med de talenter og fortrin, naturen og hendes til lejligheden lånte dirndl havde udstyret hende med. Selskabet var udsøgt, og ligesom skøgen var de iklædt tyroler-dress – et faktum, der gjorde skøgen aldeles ør af lykke. Så mange – og så nydelige – herreben havde hun ikke set i lange tider; som tidligere repræsentant for Lokalafsnittet Lumre Lamseben havde hun en naturlig interesse i de lodne pusselanker og var behørigt imponeret. At holde hænderne fra dem og udvise den anstand, der sømmer sig for en aftægtsskøge optog hendes ganske, og den ikke uanseelige anstrengelse fik hendes kinder til at blusse og hendes hjerte til at slå i (sømands)valsetakt, mens hænderne, der længtes efter kontakt med et mandelår, blev kolde. Lederhosen gør noget ikke bare ved den mand, der bærer dem, men også ved den kvinde, der betragter ham, måtte hun konstatere.

                                                                 How to resist?

Trods den ophedede stemning holdt samtalen sig indenfor det strengt sømmelige. To emner gik særligt igen: Spørgsmålet om menuens fortræffelighed (og det var i den grad et spørgsmål) og spørgsmålet om beklædning. Bemærkninger om kjolelængde, beklageligt tækkelige udskæringer, korsetsnører, manglen på lommer i lederhosen, evt. paralleller mellem lederhosen og kilte i forhold til hvad man bærer under dem, og den effekt hhv. lederhosen og dirndl har på det modsatte køn blandedes med tilbud om sprød agurk og om at ”prøve den anden fætter”. Skøgen fandt aldrig ud af, hvem den anden fætter var – tilbuddet, skønt fristende, forekom hende at være grænsende til det udelikate og at spørge (eller ligefrem sige ”Ja tak, giv mig den anden fætter”) stod for hende som pikant men upassende.

Skøgen var ikke den eneste, der afstod fra at sige alt, hvad der faldt hende ind. Således udtalte hendes sidemand, Blotterassistenten, de udødelige ord: ”Jeg sidder her og siger ikke noget. Jeg kigger på ned på min agurk”, og skøgen måtte endnu engang bide sig i tungen for ikke komme til at sige, at den tog hun også gerne et kig på – der er trods alt ting, en skøge ikke bør tage i sin mund.

På den anden side af bordet var der andre udfordringer – en dame boksede med en uåbnet flaske. ”Hjælp mig,” sagde hun til sidemanden, ”jeg kan ikke få den op.” Ved fælles hjælp lykkedes det at få den op og skøgen greb sig i endnu en gang at tænke, at den lykke, mænd og kvinder kan skænke hinanden, når de hjælpes ad, ikke er ubetragtelig.

Ak ja, det var en fornøjelig aften. Men det er ikke sundt for en skøge at have for lang en hukommelse, og Cityskøgen har således også allerede helt glemt, hvad det er ved dette billede, der oprindeligt mindede hende om hendes aften i Birkerød. ”Nej, jeg kan simpelthen ikke huske det,” siger hun eftertænksomt. ”Det er nok bare de nøgne ben og det direkte kig til bagen: Nogen har en gang fortalt mig, at man skal gå efter en god røv snarere end efter pæne ben, men jeg kan altså ikke huske, hvem det var.” Som en eftertanke tilføjer hun: ”Tænk at blive kysset ved toget… Så var man vel nok en heldig skøge.”

Flagremissen - nu med skøger

Pressemeddelelse

Efter måneders forberedelse og intens skøgecoaching er det med stolthed og glæde, at Skøgeudvalget kan meddele, at to af udvalgets skøger deltager i efterårets store opsætning af Flagremissen i Birkerød, byen hvor skøgerne har slået deres (og andres!) folder, hvor Udvalget har fejret så mange triumfer, hvor så mange af udvalgets hits er komponeret (vi nævner i flæng Skøgens Vise, Min Hr Marquis (skøgeudgaven) og I en skøge sort som kul) og hvor nogle af dets lykkeligste kampagner er udklækket (Læs og Blæs-kampagnen blandt mange andre).
 

De to udsendte skøger har udvist al den uselviske servicemindedhed, vi forbinder med Udvalget ved sultent at kaste over opgaven med behagelyst og dedikation. De har taget et fast greb om ondets rod og arbejdet utrætteligt for at hæve standarden. Med hiv og sving er det lykkedes dem, og skønt arbejdet har været benhårdt, er der kun tilfredse smil at se hos de to skøger. ”Det er immer vores aim at please,” udtaler Provinsskøgen, ”og når det lykkes, så bærer arbejdet lønnen i sig selv: Vores arbejde er i den grad et labour of love.” Cityskøgen fortsætter: ”Med kun fire uger til premieren har vi stadig meget at gøre for at få pisket den nødvendige stemning af eksalteret begejstring op og sikre, at der ikke er et sæde tørt i huset og alle køer er i korrekt lodret position. Det skal nok lykkes – Provinsskøgen og jeg klare til ikke bare at gøre vores ypperste, nej vi vil gå above and beyond for at sikre, at Flagremissen ikke misser et beat men bliver den strålende triumf, den fortjener.”
 

Mere information følger.