Intermezzo

Er det i disse dage kun i operetteregi, at skøgerne lokker med møs, mis og mås, spørger vore trofaste læsere måske; lufter de letlevende fruentimmere dog ikke ynderne andre steder – skal en stakkels matador vente helt, til Flagremissen åbner for publikum, før han kan glædes over skøgernes karakteristiske yppige skønhed?

Svaret er naturligvis nej. Skøgerne sætter en ære i at leve op til sloganet ”De ringer og hører – vi kommer og skøger” og er immer villige til at sprede glans og glæde (og, ville somme tilføje, ben; disse bramfrie røster ville naturligvis have ganske ret).

Således kunne man en aften i den forgangne uge se Cityskøgen på et af Birkerøds mest avancerede etablissementer. Menuen bar præg af umiskendelig oprigtighed, men skøgen var ikke kommet for menuen. Hun var kommet for selskabet og for støtte et godt formål med de talenter og fortrin, naturen og hendes til lejligheden lånte dirndl havde udstyret hende med. Selskabet var udsøgt, og ligesom skøgen var de iklædt tyroler-dress – et faktum, der gjorde skøgen aldeles ør af lykke. Så mange – og så nydelige – herreben havde hun ikke set i lange tider; som tidligere repræsentant for Lokalafsnittet Lumre Lamseben havde hun en naturlig interesse i de lodne pusselanker og var behørigt imponeret. At holde hænderne fra dem og udvise den anstand, der sømmer sig for en aftægtsskøge optog hendes ganske, og den ikke uanseelige anstrengelse fik hendes kinder til at blusse og hendes hjerte til at slå i (sømands)valsetakt, mens hænderne, der længtes efter kontakt med et mandelår, blev kolde. Lederhosen gør noget ikke bare ved den mand, der bærer dem, men også ved den kvinde, der betragter ham, måtte hun konstatere.

                                                                 How to resist?

Trods den ophedede stemning holdt samtalen sig indenfor det strengt sømmelige. To emner gik særligt igen: Spørgsmålet om menuens fortræffelighed (og det var i den grad et spørgsmål) og spørgsmålet om beklædning. Bemærkninger om kjolelængde, beklageligt tækkelige udskæringer, korsetsnører, manglen på lommer i lederhosen, evt. paralleller mellem lederhosen og kilte i forhold til hvad man bærer under dem, og den effekt hhv. lederhosen og dirndl har på det modsatte køn blandedes med tilbud om sprød agurk og om at ”prøve den anden fætter”. Skøgen fandt aldrig ud af, hvem den anden fætter var – tilbuddet, skønt fristende, forekom hende at være grænsende til det udelikate og at spørge (eller ligefrem sige ”Ja tak, giv mig den anden fætter”) stod for hende som pikant men upassende.

Skøgen var ikke den eneste, der afstod fra at sige alt, hvad der faldt hende ind. Således udtalte hendes sidemand, Blotterassistenten, de udødelige ord: ”Jeg sidder her og siger ikke noget. Jeg kigger på ned på min agurk”, og skøgen måtte endnu engang bide sig i tungen for ikke komme til at sige, at den tog hun også gerne et kig på – der er trods alt ting, en skøge ikke bør tage i sin mund.

På den anden side af bordet var der andre udfordringer – en dame boksede med en uåbnet flaske. ”Hjælp mig,” sagde hun til sidemanden, ”jeg kan ikke få den op.” Ved fælles hjælp lykkedes det at få den op og skøgen greb sig i endnu en gang at tænke, at den lykke, mænd og kvinder kan skænke hinanden, når de hjælpes ad, ikke er ubetragtelig.

Ak ja, det var en fornøjelig aften. Men det er ikke sundt for en skøge at have for lang en hukommelse, og Cityskøgen har således også allerede helt glemt, hvad det er ved dette billede, der oprindeligt mindede hende om hendes aften i Birkerød. ”Nej, jeg kan simpelthen ikke huske det,” siger hun eftertænksomt. ”Det er nok bare de nøgne ben og det direkte kig til bagen: Nogen har en gang fortalt mig, at man skal gå efter en god røv snarere end efter pæne ben, men jeg kan altså ikke huske, hvem det var.” Som en eftertanke tilføjer hun: ”Tænk at blive kysset ved toget… Så var man vel nok en heldig skøge.”