Et
skøgeliv er fuldt af oplevelser, og dagens indlæg markerer to af de store:
Nemlig at bloggen nu runder 200 indlæg, og at Lumre Lyngby endnu engang kaster sig
ud på de 70.000 favne og genoptager sin søgen efter en stamkunde. Og hvad kunne
vel være en bedre måde at fejre disse monumentale milepæle end en
servicemeddelelse om, hvordan skøger udvælger deres kunder, og hvad det er, der
løber gennem deres hoveder, mens de træffer deres valg? Skøgerne, der som altid
er ivrige efter at please, kan ikke forestille sig andet end, at medsøstre
såvel som matadorkandidater vil sætte pris på et indlæg om emnet.
Trofaste
læsere vil vide, at skøger ofte finder deres kunder efter en regulær
ansættelsesproces. Først skrives stillingsopslaget, så tyndes der – ved hjælp
af kyndig selektion af de indkomne ansøgninger – ud i ansøgerfeltet og derefter
afholdes samtaler og auditions med de udvalgte kandidater.
Den indledende samtale afholdes oftest i det offentlige rum og mens samtalen foregår, gør skøgen sig visse observationer og overvejelser. En typisk ansættelsessamtale vil afføde en tankerække, der sådan ca. ser således ud:
Den indledende samtale afholdes oftest i det offentlige rum og mens samtalen foregår, gør skøgen sig visse observationer og overvejelser. En typisk ansættelsessamtale vil afføde en tankerække, der sådan ca. ser således ud:
ӯhm.
Øh. Øv. Næ. Nåh. Nåhr. Ok. Godt så. Ja? Ja. Jo. Måske. Hold da op (tryk på
”hold” – imponeret). Hold da op! (tryk på ”op” – irriteret). Hm. Ha. Åh. Neej
(smilende). Jo (jublende). Jamen (triumferende). Altså. Psykopatøjne? Nej?
Læber? Læber. Smil. Gad vide, hvordan han kysser? Hænder? Hjerne? Krop? Uha. Fy
da. Ku godt. Måske. Nej. Jo. Åh. Rødme. Gud. Øh, bom-bom. Det mener du ikke.
Nå. Måske ikke. Akavet. Pyt. Jo. Alligevel. Man ku også. Hvad nu hvis? Hvad nu?
Jeg tænker. Jeg tænker ikke. Hvad tænker han? Fiske. Træde vande. Mund. Hånd.
Øh. Øhm.”
Mens
disse mentale noter tages, forsøger skøgen samtidig at tænke tredive skaktræk
frem – til børn og sammenflytninger, mulige frierier og en fælles
pensionisttilværelse, eller forbi de første ugers hvide hede til afsløringen af
den kone, han endnu ikke har nævnt men som sidder derhjemme med børnene; hun
forsøger at vurdere dyder og laster, voldelige tilbøjeligheder, misbrugsadfærd,
div. perversioner, uansvarligheder og
løgne. Hun prøver at aflæse hemmeligheder i hans øjne, mens hun scanner sit
hjerte for respons.
Ofte
deducerer hun responsen fra sin adfærd. Måske opdager hun, at hun uden at tænke
over det har siddet med let åben mund og henført pudset på vinglassets stilk,
eller at hun er kommet til skælmsk at bide sig i fingeren. Måske bliver hun
klar over, at hun har kærtegnet sine kraveben, snoet sit hår og sendt matadoren
ulmende blikke gennem øjenvipperne. Men det hænder også, at hun bliver
opmærksom på, at hun har siddet og kigget stift ned i bordet det sidste
kvarter, mens hun har revet et tandstikkerpapirhylster i bitte, bittesmå
stykker og sagt ”Uhm? Uhm? Ja?”
I de
tilfælde hvor det sidste gør sig gældende, begynder ordet NEJ kort efter at
blinke med store røde neon-.bogstaver og indtil flere udråbstegn inde i skøgens
hoved, mens de tidligere nævnte, autoerotiske symptomer afføder en villighed
til at se matadoren til en audition. Denne auditions karakter kommer an på,
hvad det er for en stilling, matadoren skal besætte: Modus operandi vil variere
meget afhængig af, om det drejer sig om en éngangsudfyldelse af en missionærstilling,
eller om stillingen forventes at være af længere varighed og også indeholde
butler-, chauffør-, gartner- eller lignende funktioner.