lørdag den 15. marts 2014

Indlæg nr 200: Sådan vælger skøgen en kunde



Et skøgeliv er fuldt af oplevelser, og dagens indlæg markerer to af de store: Nemlig at bloggen nu runder 200 indlæg, og at Lumre Lyngby endnu engang kaster sig ud på de 70.000 favne og genoptager sin søgen efter en stamkunde. Og hvad kunne vel være en bedre måde at fejre disse monumentale milepæle end en servicemeddelelse om, hvordan skøger udvælger deres kunder, og hvad det er, der løber gennem deres hoveder, mens de træffer deres valg? Skøgerne, der som altid er ivrige efter at please, kan ikke forestille sig andet end, at medsøstre såvel som matadorkandidater vil sætte pris på et indlæg om emnet.

Trofaste læsere vil vide, at skøger ofte finder deres kunder efter en regulær ansættelsesproces. Først skrives stillingsopslaget, så tyndes der – ved hjælp af kyndig selektion af de indkomne ansøgninger – ud i ansøgerfeltet og derefter afholdes samtaler og auditions med de udvalgte kandidater.
Den indledende samtale afholdes oftest i det offentlige rum og mens samtalen foregår, gør skøgen sig visse observationer og overvejelser. En typisk ansættelsessamtale vil afføde en tankerække, der sådan ca. ser således ud:

”Øhm. Øh. Øv. Næ. Nåh. Nåhr. Ok. Godt så. Ja? Ja. Jo. Måske. Hold da op (tryk på ”hold” – imponeret). Hold da op! (tryk på ”op” – irriteret). Hm. Ha. Åh. Neej (smilende). Jo (jublende). Jamen (triumferende). Altså. Psykopatøjne? Nej? Læber? Læber. Smil. Gad vide, hvordan han kysser? Hænder? Hjerne? Krop? Uha. Fy da. Ku godt. Måske. Nej. Jo. Åh. Rødme. Gud. Øh, bom-bom. Det mener du ikke. Nå. Måske ikke. Akavet. Pyt. Jo. Alligevel. Man ku også. Hvad nu hvis? Hvad nu? Jeg tænker. Jeg tænker ikke. Hvad tænker han? Fiske. Træde vande. Mund. Hånd. Øh. Øhm.”

Mens disse mentale noter tages, forsøger skøgen samtidig at tænke tredive skaktræk frem – til børn og sammenflytninger, mulige frierier og en fælles pensionisttilværelse, eller forbi de første ugers hvide hede til afsløringen af den kone, han endnu ikke har nævnt men som sidder derhjemme med børnene; hun forsøger at vurdere dyder og laster, voldelige tilbøjeligheder, misbrugsadfærd, div. perversioner,  uansvarligheder og løgne. Hun prøver at aflæse hemmeligheder i hans øjne, mens hun scanner sit hjerte for respons.

Ofte deducerer hun responsen fra sin adfærd. Måske opdager hun, at hun uden at tænke over det har siddet med let åben mund og henført pudset på vinglassets stilk, eller at hun er kommet til skælmsk at bide sig i fingeren. Måske bliver hun klar over, at hun har kærtegnet sine kraveben, snoet sit hår og sendt matadoren ulmende blikke gennem øjenvipperne. Men det hænder også, at hun bliver opmærksom på, at hun har siddet og kigget stift ned i bordet det sidste kvarter, mens hun har revet et tandstikkerpapirhylster i bitte, bittesmå stykker og sagt ”Uhm? Uhm? Ja?”
I de tilfælde hvor det sidste gør sig gældende, begynder ordet NEJ kort efter at blinke med store røde neon-.bogstaver og indtil flere udråbstegn inde i skøgens hoved, mens de tidligere nævnte, autoerotiske symptomer afføder en villighed til at se matadoren til en audition. Denne auditions karakter kommer an på, hvad det er for en stilling, matadoren skal besætte: Modus operandi vil variere meget afhængig af, om det drejer sig om en éngangsudfyldelse af en missionærstilling, eller om stillingen forventes at være af længere varighed og også indeholde butler-, chauffør-, gartner- eller lignende funktioner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar