Om glæden ved en gastro-dor

En nylig samtale i Den store Skøgefælde bragte et emne, der ikke tidligere har været diskuteret på bloggen op: Fænomenet gastro-matadorer. Åh, det var et emne, der gjorde skøgerne varme i kinderne og bløde i knæene! Og med den servicemindedhed, der immer karakteriserer Udvalget, bringer vi derfor denne introduktion til emnet i håb om, at den må tjene til inspiration hos ÆM-kandidater i de små hjem.

Det var en lørdag eftermiddag i Skøgefælden. Udenfor silede regnen ned og det måtte holde kunderne hjemme, for alt var tyst og mørkt. Kun fra skolestuen kom der lyde: Lyden af blide stemmer, lyden af dæmpet latter, lyden af en buldrende, knitrende pejs. 

Kun oplyst af pejseilden var også skolestuen mørk, men de flakkende skygger på væggene var varme og venlige, og det gyldne skær fra ildstedet kastede en indbydende glans over rummet med dets altmodische borgermøblement, dets ægte tæpper og dets tunge guldrammer på de tapetklædte vægge. I en stol nærmest pejsen strakte Sydhavnsskøgen sig veltilpas og trak silkeslåbrokken tættere sammen om sig.

”Lyngby, det var en usædvanlig dejlig pæretærte,” sukkede hun. ”Usædvanlig dejlig. Sprød og blød og fnuglet.”

”Ja,” istemte Skøgen fra Nord, ”og vidunderskønt parfumeret – det var en god idé med det lille hint af citron og vanilje.”

”Åh,” rødmede Lyngby. ”Hvor er I søde, skøger. Det var ingenting – bare noget, jeg lige rystede ud af ærmet – man er vel gastroskøge. Mere te?” Hun rejste sig fra sin plads på sofaen og gik over til pejsen, hvor en rustik kedel med vand dampede lystigt. En ny kande te blev brygget, mens snakken bevægede sig fra Lumre Lyngbys tærte til planerne for aftenens øvrige måltider og derfra til andre måltider, man havde udsigt til. Der var meget at glæde sig til og glæde sig over.

”Piger,” sagde Sydhavn, ”jeg venter netop nu – i disse dage – på en kogebog. Den er skrevet …” hun lænede sig frem mod de andre skøger og sænkede stemmen til en hvisken, ”af ham med tungen.” 

De andre skøger gøs velbehageligt. Ham med tungen, jo ham vidste de præcis, hvem var! Det var ham med de fire børn, det lykkelige ægteskab, det verdensomspændende madimperium, drengerøvsattituden og maden der nok kunne sætte en orgasmisk glød i kinderne på enhver skøge, alene ved tanken.

”Åh,” sukkede Skøgen i Nord og Lumre Lyngby i tandem.

”Ja,” sagde Sydhavnsskøgen. ”Åh. Han kan nu noget, ham med tungen.”

Det kunne han – skøgerne havde sjældent være mere enige. Og derfra bevægede samtalen sig videre til det saliggørende ved en matador, der kan genkende en dusk, når han ser den og straks ved om det er dild eller persille (om ikke andet, når han smager på den); en mand der nok vidste, hvad man skal stille op med sådan en dusk og hvordan den skal nulres for, at duft og smag virkelig kommer til sin ret.

”Se, sådan en mand er der noget ved!” sagde Skøgen fra Nord og sendte en kærlig tanke til sin stamgæst, der var kendt for at have et fast greb om det kulinariske.

”I modsætning til de der klidbrødsgumlende livsfornægtere, der putter alting gennem en saftpresser og ikke kan snakke om andet end vejret og deres peristaltik,” sagde Sydhavn, der havde dårlige erfaringer med mænd, der foretrak broccoli og rødbede frem for dusk og dirty talk.

”Eller dem, der helst skal have søbemad, fordi bisserne ikke holder til at tygge,” sagde Lumre Lyngby, der var kendt for at tiltrække opmærksomhed fra herrer på den anden side af pensionsalderen. ”Det kan godt være, at gentlemen foretrækker blondiner, men skøger foretrækker mænd, der stadig har deres egne tænder og som også bruger dem fra tid til anden.”

”Uh,” sagde Sydhavn med et uartigt glimt i øjnene, ”Lyngby, du er vist en værre en!”

”Så det, du siger, Lyngby,” sagde Skøgen fra Nord med vanlig aplomb, ”er, at tunge er godt, men tænder er bedre?”

De tre skøger så på hinanden og brød ud i latter. Lilleskøgen, der hidtil ikke havde sagt noget, så op fra den bog, som hun lå på tæppet foran ilden og læste i.

”Hvad snakker vi om?” spurgte hun. De ældre skøger opsummerede hurtigt: kogebøger, mænd der sætter pris på mad og kan forlyste deres skøger med et og andet til ganen,…

”Jeg har også en bog,” sagde Lilleskøgen med en sart rødmen i kinderne. ”Altså, det er ikke om mad eller noget… jeg læser anatomi. Det er fuldstændig fascinerende… Vidste I f.eks. at der er 4000 nerveender i en mands … ja. Og 8000 i en skøges … øhm… Vidste I det?”

Skøgerne smilede. Hun var sød, Lilleskøgen. Og klog. Og dedikeret til sagen. Nu skulle hun læse medicin, så Udvalget kunne tilbyde en ny service til de kræsne kunder: Muligheden for at lege doktor. Det var dejligt at have en dygtig Lilleskøge i huset.

”Nå, de damer, skal vi også have aftensmad i dag?” spurgte Lumre Lyngby og begyndte at samle kagetallerkener sammen.

”Hvad har du i tankerne?” spurgte de tre skøger, for Lilleskøgen var endnu ikke sunket hen i sin bog igen.

”Ærtesuppe,” svarede Lyngby. ”Ja, for da vi ingen matadorer har i huset i aften – gastro-dorer eller andre slags – må vi fornøje os på anden vis. Jeg tænker en klassisk ærtesuppe med champagne – så kan vi få et lille glas og al den livgivende sprøjten og skummen, vi savner i sovekamrene, kan vi få i suppen. Det er også en slags gastroskøgeri.” Og mens skøgerne heppede og hyldede den muntre idé, vendte Lyngby sig mod døren og sagde med et stille smil: ”Jeg går i køkkenet og triller ært.”

Idet hun gik ud i den stille gang og lukkede døren efter sig, hørte hun skøgestemmer opløftet i sang – en ny vise på melodien af Venter på Fars ’Jeg vil ha en handy-man’: ”Vi vil ha en gastro-dor, en gastro-dor, en gastro-dor. En hvis gryd’-ske den er stor, en rigtig mandig matador…”

Folk kunne sige, hvad de ville, tænkte Lumre Lyngby. Kundemangel uagtet, livet som skøge var og blev nu en gave.