Ting skøgen ikke har i sin garderobe

FUCK (Folkeoplysende Udvalg af Cocotter i Korsetter), Skøgeudvalgets seneste undergruppe, har med beklagelse kunnet konstatere, at folk har de særeste forestillinger om, hvorledes skøger går klædt og hvad der er passende påklædning for en tøjte i såvel arbejds- som fritid. 

For at wannabe-skøger og andre med utugtige prætentioner straks kan bringe deres garderober i mere skøget forfatning, bringer Udvalget derfor her en liste over nogle af de mange ting, man aldrig vil kunne finde i en skøges skab.

Waders. Kommentarer er vel ganske unødvendige. Skøgen går aldrig til bal uden trusser og aldrig i bad iført waders. ’Nuff said.
Badesandaler – dette gælder både H2O-modellen og de lyserøde, gennemsigtige plastik-ting (ofte fundet i Fætter BR eller i discountsupermarkeder), der gnaver så vederstyggeligt.
Crocs. Der er noget i forstemmende grad uskøget ved bærere af crocs, m/k. Faktisk er det m/k-delen, der er så forstemmende: Hyppigt kan man ikke straks se, om bæreren er m eller k…

Bundløse trusser og skålløse bh’er. Skøgen har intet imod at gå kommando eller at lufte med sin topløse fortræffeligheder – og dette er bestemt en god ting, hendes erhverv taget i betragtning. Men skal man færdes uden bund og top, er det skøgens faste overbevisning, at der ingen grund er til at ramme bund- og topløsheden ind i få centimeter silke og blonde indkøbt til overpris.
Forvaskede gamle, grånede bh’er (skøgen betragter synet af en kvinde kun iført en grå forvasket bh som lige så uerotisk som synet af en nøgen mand i ankelsokker; det er ikke noget, man kan udsætte en betalende matador for!)
Strømpebukser med huller på tæerne, i skrævet eller med søm, der er løbet. Hullede strømper er lige så billigt som neglelak, der skaller. Skøgen ifører sig kun den slags, når en kunde udtrykkeligt beder om det og sørger ved de lejligheder altid for at tage ekstra for sin ulejlighed.
Hvide tennissokker ses ofte sammen med badesandaler, hvilket i sig selv ville være nok til at gøre dem aldeles uskøgede. Når de så ovenikøbet er grimme og giver nogle yderst uskøgede riller på pusselankerne, er der intet at gøre andet end at give dem til herrer, der mangler sokker til deres ensomme sysler.

Bemøgede islandske sweatre. Uld er godt, sweatre ditto, og uldne sweatre kan skøgen vældig godt lide, både til sig selv og sin matador. Hun forholder sig tvivlende, men ikke ganske afvisende til den islandske model. Men når der ikke bare går Sarah Lund, men også muld og sved og skimmel i trøjen, står skøgen af. Det er for økoflippet og klamt. Ikke mindst det sidste.
Fløjlsbukser med læg i taljen og blankslidte knæ. Ikke bare er de uklædelige, de forsyner også skøgen med en mavse, der ser udpræget gravid ud og hofter, der er endog særdeles fødedygtige. Den slags ser skøgen ikke på med milde øjne.
Cykeltøj. Ingen – bortset muligvis fra visse, oftest temmelig dopede herrer – har nogensinde set godt ud i stram spandex i hysteriske farver. Da skøgen hverken er dopet eller en herre, forefindes cykeltøj ikke i garderoben.
Fritidsdragt. Dette outfit, også jævnligt kaldet campinghabitten, er om muligt endnu mere uklædeligt end spandex-dragten. Skøgen, der aldrig har haft ambitioner om at ligne en havneluder fra 80’ernes Vladivostok, har klogelig valgt ikke at bruge dyrebar skabsplads på sådan en.

Heller ikke hverken bøllehatte, elefanthuer, niqab’er eller scrunchies i nervøs velour er at finde hos Skøgen. Også de vækker onde minder om 80’erne – bortset fra niqab’en, som mest får Skøgen til at tænke på Iran post-Shahen.

Kendere af skøgens upåklagelige smag og sans for det dyre og det dejlige er formentlig næppe overraskede over fraværet af ovenstående vetementer. Nedenstående elementer kræver til gengæld muligvis en forklaring. Der er nemlig i skøgens omfattende garderobe heller ikke følgende:
Sygeplejerskeuniform – skøgen er af den faste overbevisning, at uformelige hvide kitler aldrig har gjort noget godt for nogen, og de grønne operationsdragter er ikke meget bedre. Hun har dog intet imod at hoppe i en fiks, lille skræddersyet sygeplejerskedragt, hvis kunden er så til sinds – og kappe, hovedbeklædning og termometer ligger parat ved siden af korset og pisk i skabet…
Latexdragter. Skøgen foretrækker af indlysende årsager tøj, der kan vaskes, og benytter fra tid til anden strygning til kunder, der føler, de har været meget uartige og trænger til en alvorlig afstraffelse. Erfarne skøger og kunder vil vide, at det er en form for afstraffelse, der vil få selv den mest forhærdede til at føle sig endog slemt misbrugt - og dermed er skøgens opgave løst på yndigste vis.

Ting en skøge ikke har i sit natbord (eller i sit boudoir)

Undergruppen FUCK (Folkeoplysende Udvalg af Cocotter i Korsetter) har besluttet, at det er en del af dets forpligtelser ikke kun at orientere om, hvad der er skøget, men også at påpege de ting, der bestemt ikke er det. Derfor følger i de kommende dage indlæg, der belyser remedier, sprogbrug og påklædning, der så afgjort ikke vil være at finde i skøgens i skøgens boudoir.

Dagens indlæg giver læseren et kig i skøgens sengebordsskuffe for at se, hvad man ikke finder der. Umiddelbart skulle man synes, at det var småting, der ikke var at finde, for skøgens sengebordsskuffe er ikke ulig en dametaske og rummer alt fra louis-d’ors og stakke af gyldne guineas til læbepomader og duftende salver, silkestrømper til at bindelege, øjenmasker, kildefjer, minipiske, japanske pillow-books og franske postkort, chokolade-smørelser og små håndklæder, samt et ikke ubetragteligt antal spejle.
Men i den antagelse tager man ganske fejl, for mens det blandt denne mængde pikanterier kan være svært at se noget mangle (og skøgerne ville være tilbøjelige til at erklære sig enige: Alt det væsentlige er der), så vil visse ubefæstede sjæle måske observere og undres over fraværet af gummi, silikone og andre nymodens materialer i skøgens skuffe. Og har man først bemærket det, vil man forstå, hvorfor blandt andre disse remedier ikke er at finde i boudoiret:

Gummihandsker, gummilagner, gummi-i-det-hele-taget – mandshøje lilla dildoer, regntøj og sutter. Når det kommer til handsker foretrækker skøgen sorte albuelange læderhandsker til arbejdsbrug og silke til privathygge; lagner skal helst være af ægyptisk bomuld, mens hun kun har foragt tilovers for dildoer, og oprigtigt mener, at Helly Hansen aldrig har gjort noget godt for nogens sexliv. Sutter kan da være glimrende, mener skøgen, til personer under to år. Voksne kan passende bruge hinandens fingre, siger hun – de er trods alt ved hånden.
 

Voksenbleer finder man heller ikke hos skøgen; som hun lakonisk siger, er hun så langt fra typen, der kunne tænkes at sige ”Pis mig i øret” (eller for den sags skyld, Pis mig noget som helst andet sted). Fækalier kan kunderne venligst deponere andre steder.  Derfor skal man også se langt efter missekatte og gæslinger i Skøgens boudoir; nok har skøgen læst sin Rabelais og ved, hvad de kan bruges til, men hun giver ikke stort for Rabelais og hans ligesindede.
 

Også slikkelapper og gokkesokker glimrer ved deres fravær. Skal man beundre en matadors håndarbejdskundskaber, er en sok så afgjort i vejen, og at give matadoren ”det glatte lag” i form af et stykke husholdningsfolie, forekommer skøgen at være decideret dårlig stil.
 

Heller ikke duftlys og paraffinlys finder nåde for Skøgens kritiske blik. Der er, mener hun, ingen grund til at der skal stinke som et bordel, bare fordi man befinder sig på et. Og skal man hælde skoldende hed voks på nogen, kan man passende finde et lys, der hverken oser eller gør matador & skøgen skidt tilpas med sin hørm.
 

Og endelig er det sådan, at mens skøgen på andre punkter er så ganske enig med überskøgen Mae West i, at too much of a good thing can be wonderful, har hun visse forbehold, når det gælder mængden af sjaskeri på spillebordet. Af samme grund har hun ikke glidecreme i spandevis stående. Som hun siger: ”Ingen er nogensinde blevet opstemt af at se på en gulvspand (og allermindst de, der har hørt om fænomenet årgangsklude).”  Hvor har hun ret! siger vi, skøgens beundrere, og smiler dertil.

TART-TRA, yogisk motion for skøger og deres kunder

Vi bragte i går et lille udpluk af de mange henvendelser, Udvalget har fået i forbindelse med lanceringen af skøgeyogaen. Det prohibitive antal af henvendelser umuliggør direkte besvarelser på samtlige mails og breve, så i stedet bringer vi her svar på langt de fleste spørgsmål.

Skøgeyoga – nu omdøbt til det langt mere snappy TART-TRA, takket være vores trofaste læser Skabsskøgen – henvender sig til alle slags kunder. Uanset alder, højde, drøjde, vægt, motionsformåen, præferencer og særlige hensyn har Tart-traen noget at tilbyde.
Herrer, der ønsker at udfordres på tunge løft, kan vælge at bære skøgen på hænder og fødder; herrer, der ønsker avancerede lege, kan give sig hen i en gensidig og udfordrende binding med skøgen; kinky herrer der er bekymrede for at få krøller i hår eller på tøj, eller for på anden vis at få deres knickers in a twist (det er vist kun kinky herrer, der går med knickers) kan få lov at go commando, mens de bagstræberiske typer uden problemer kan få såvel deres æstetiske sans som andre dele kildet.
Mindre smidige herrer kan lade skøgen være den part, der virkelig folder sig ud, mens herrer med ønske om at strække deres lemmer og formåen i vidt omfang kan få det, som de vil have det.

Fordelen ved skøgernes Tart-tra frem for andre former for yoga er bl.a. at den kræsne matador her kan undgå nogle af de mindre charmerende oplevelser, man kan komme ud for på et almindeligt hatha-hold. Hos skøgerne er man således garanteret, at man kun gives udsyn til, hvad man kunne vælge at kalde en yoga-måtte, hvis man forhånd har givet skøgen besked om ikke at barbere sig. Ligeledes forskånes man synet af trætte, lavendelduftende puder, der glider ud kvindernes lidt for vide ærmegab, når de hviler på ryggen efter en strabadserende praksis og man slipper for buldrende lyde fra samme kvinders underetage, når de kravler ud af længere seancer med benene i vejret eller for udfrivillige nærstudier af en lidt for begejstret yogablok, der smutter ud af sidemandens herreshorts; skøgerne tilbyder indtil videre kun enetimer, så man er ene herre i rummet, og rørføringen i skøgernes underetage er i enhver forstand toptunet og giver ingen rumlende lyde fra sig.

Skulle der mod forventning være en herre derude, der endnu ikke er overbevist om Tart-traens velsignelser, vil skøgerne med vanlig tjenstvillighed gerne lette beslutningen om at give skøgeyogaen et forsøg. De tilbyder simpelthen en gratis prøvetime til alle matadorer, der melder sig inden månedens udgang.

Her ses en skøge med en garvet tart-tra-kunde.