Ting en skøge ikke har i sit natbord (eller i sit boudoir)

Undergruppen FUCK (Folkeoplysende Udvalg af Cocotter i Korsetter) har besluttet, at det er en del af dets forpligtelser ikke kun at orientere om, hvad der er skøget, men også at påpege de ting, der bestemt ikke er det. Derfor følger i de kommende dage indlæg, der belyser remedier, sprogbrug og påklædning, der så afgjort ikke vil være at finde i skøgens i skøgens boudoir.

Dagens indlæg giver læseren et kig i skøgens sengebordsskuffe for at se, hvad man ikke finder der. Umiddelbart skulle man synes, at det var småting, der ikke var at finde, for skøgens sengebordsskuffe er ikke ulig en dametaske og rummer alt fra louis-d’ors og stakke af gyldne guineas til læbepomader og duftende salver, silkestrømper til at bindelege, øjenmasker, kildefjer, minipiske, japanske pillow-books og franske postkort, chokolade-smørelser og små håndklæder, samt et ikke ubetragteligt antal spejle.
Men i den antagelse tager man ganske fejl, for mens det blandt denne mængde pikanterier kan være svært at se noget mangle (og skøgerne ville være tilbøjelige til at erklære sig enige: Alt det væsentlige er der), så vil visse ubefæstede sjæle måske observere og undres over fraværet af gummi, silikone og andre nymodens materialer i skøgens skuffe. Og har man først bemærket det, vil man forstå, hvorfor blandt andre disse remedier ikke er at finde i boudoiret:

Gummihandsker, gummilagner, gummi-i-det-hele-taget – mandshøje lilla dildoer, regntøj og sutter. Når det kommer til handsker foretrækker skøgen sorte albuelange læderhandsker til arbejdsbrug og silke til privathygge; lagner skal helst være af ægyptisk bomuld, mens hun kun har foragt tilovers for dildoer, og oprigtigt mener, at Helly Hansen aldrig har gjort noget godt for nogens sexliv. Sutter kan da være glimrende, mener skøgen, til personer under to år. Voksne kan passende bruge hinandens fingre, siger hun – de er trods alt ved hånden.
 

Voksenbleer finder man heller ikke hos skøgen; som hun lakonisk siger, er hun så langt fra typen, der kunne tænkes at sige ”Pis mig i øret” (eller for den sags skyld, Pis mig noget som helst andet sted). Fækalier kan kunderne venligst deponere andre steder.  Derfor skal man også se langt efter missekatte og gæslinger i Skøgens boudoir; nok har skøgen læst sin Rabelais og ved, hvad de kan bruges til, men hun giver ikke stort for Rabelais og hans ligesindede.
 

Også slikkelapper og gokkesokker glimrer ved deres fravær. Skal man beundre en matadors håndarbejdskundskaber, er en sok så afgjort i vejen, og at give matadoren ”det glatte lag” i form af et stykke husholdningsfolie, forekommer skøgen at være decideret dårlig stil.
 

Heller ikke duftlys og paraffinlys finder nåde for Skøgens kritiske blik. Der er, mener hun, ingen grund til at der skal stinke som et bordel, bare fordi man befinder sig på et. Og skal man hælde skoldende hed voks på nogen, kan man passende finde et lys, der hverken oser eller gør matador & skøgen skidt tilpas med sin hørm.
 

Og endelig er det sådan, at mens skøgen på andre punkter er så ganske enig med überskøgen Mae West i, at too much of a good thing can be wonderful, har hun visse forbehold, når det gælder mængden af sjaskeri på spillebordet. Af samme grund har hun ikke glidecreme i spandevis stående. Som hun siger: ”Ingen er nogensinde blevet opstemt af at se på en gulvspand (og allermindst de, der har hørt om fænomenet årgangsklude).”  Hvor har hun ret! siger vi, skøgens beundrere, og smiler dertil.