Efter at have skrevet om skøgeyoga for nyligt, har Skøgen modtaget indtil flere breve. Vi bringer et udvalg her. Skøgens svar på disse kommer snarligt.

 ”Som stærkt motionsentusiastisk matador var jeg begejstret for at se jeres tiltag omkring yogaen. Tanken om skøgeri ophøjet til motionsform tiltaler mig i den grad, men jeg er lidt i tvivl, om yogaen er noget for butche mig. Jeg er jo vant til at løfte nogle seriøse vægte – f.eks. kræver mit spillebordsgrej ordentlige kræfter at håndtere, nudge-nudge wink-wink – og jeg kan godt lide, når jeg virkelig skal … bruge mig selv, og det gør lidt ondt. 

Kan I råde mig – vil skøgeyogaen udfordre en mand som mig?

Mucho-Macho-Matadoren”

”Jeg er en herre af bedste årgang, der gennem nogen tid har søgt en måde at tæmme den ansats til elskovshåndtag, der kan ramme den glade hedonist. Jeg har forsøgt mig med pilates, men selvom jeg bestemt ikke er kostforagter, når det kommer til div. legetøj og hjælpemidler og selvom jeg hellere end gerne vil spændes op til lir, så forekommer formen mig en smule restriktiv. 

Vil skøgeyogaen kunne tilfredsstille mit behov for at freestyle indenfor ellers faste rammer?

Jeres, ærbødigst,
Hr. Hedonist”

”Kære skøger, I synes at være i bekneb med at finde at fornuftigt navn til jeres nye skøgeyogatiltag. Som ivrig læser af Skøgen, kender jeg jeres internationale indstilling, jeres forkærlighed for ordspil og jeres åbne sindelag. Må jeg derfor have lov at foreslå Tart-tra som navn til den nye motionsform? Det står for mig som værende et navn, der sidder lige i skabet (ligesom mig).

 Bedste hilsner
Skabsskøgen”

”Som mangen mand over forskolealderen er det ikke kun min kø og mit sindelag, der er stift – det er også mine led og mine pressefolder. Kan skøgeyogaen tilrettelægges min manglende fleksibilitet? Jeg har f.eks. intet imod at få rod i moral eller økonomi, men jeg har ikke lyst til at få rod i mit omhyggeligt kæmmede og tæmmede moustache.

Venligst
Stivstikkeren (ja, I ved godt, hvad jeg mener!)”

”Jeg var fuldstændig betaget af jeres beskrivelse af skøgeyogaen, og især den iboende rå animalisme. Jeg har alle dage haft en svaghed for popo-imposante fruentimmere og for spillebordingsmodeller, der tillader bag-beskuen. Flertallet af de i jeres artikel nævnte stillinger syntes at give mulighed for sådan aktivitet og jeg vil derfor ikke spilde yderligere tid, men blot straks skynde mig at bestille en fast ugentlig time hos den mest bagfagre af Udvalgets instruktricer. 

Hvis vi ved fælles hjælp kunne udvikle en ”hippopo”-pose, ville jeg synes, det var vældig fornøjeligt…

 Bagstræberen”