Nyt i Skøgemissen

Trofaste læsere vil have bemærket, at det er flere sæsoner siden, der har været nyheder i Skøgemissen. Er det sådan, at skøgerne er løbet tør for inspiration og at Prop-gruppen ganske er udgået for idéer? Kommer der ikke flere kollektioner? Må vi nøjes med vores gamle korsetter, opvaskestilletter, fjervifter til køafpudsning, flaskerenseboaer med indbyggede stivere og sidste års køkkengardinskørter? Skal vi vitterlig gå vinteren i møde uden nye slikkelapper og gokkesokker?

Svaret er et rungende nej, nej og nej. Skøgerne er material girls, og ikke bare går de benhårdt efter indholdet i mandens pung, de går også efter lejligheder til at bruge det på alt det, der gør skøgelivet sødt at leve.
Derfor har Udvalget i den seneste tid arbejdet intenst for at skabe en række nye props, der kan få gang i sagerne ved et hvilket som helst spillebord. Det er blevet til en serie af basishjælpemidler, der kan hjælpe skøgen med nogle af de udfordringer, hun oftest støder på i sit arbejdsliv. Nye remedier forventes at komme til, men lige nu rummer serien fire hverdags-props, der kun kan vække lykke.  
Skøgerne er stolte over at præsentere:

Lille spejl på væggen der: Hjælpemidlet, der sikrer en god start på dagen. Forudindtalte beskeder som ”du, skøge, er lækrest, yndigst, syndigst og skøgest i denne del af byen/landet/provinsen” forjager morgenhår, morgenhud, morgensindelag og morgentrætte bryster, så skøgen efterlades frisk som en rose og fuld af livs- og mandelyst.
Schyyy, skat – det er frækkest, når du ikke siger noget-betrækket: Hjælpemidlet til den skøge, der synes, hendes kunde har det hele – bortset fra det essentielle – i munden (en skuffende tingenes tilstand) samt til hende, hvis kunde har indlysende og håndgribelige talenter, men som ødelægger det hele ved at sige den ene tåbelighed efter den anden. Betrækket fungerer også fortrinligt for den skøge, der hellere vil tænke på anden kunde end ham, der netop er i færd med at spilleborde hende eller for den skøge, som er en smule uimponeret over en stamkundes morgenlodne tænder.
Sig du ka’ li’ mig-megafon: Nogle gange er det ikke en overdosis vrøvl, der gør spillebordingen mindre end absolut fortryllende. Sig du ka’ li’ mig-megafonen er hjælpemidlet til den skøge, der pludselig oplever total radiostilhed og som har brug for lidt opmærksomhed for at komme i hopla. Megafonen har fire indstillinger: Kommer du tit her? Kommer du tit? Kommer du? og Kom!
My fantastic fanny: Nu er de her – underpermissionerne til skøgen, hvis kunde er, om vi så må sige, bagstræberisk. Foretrækker din kunde popo-imposante kvinder? Er han gladere, når du går forover end bagover? Er han typen, der på det bestemteste frabeder sig ro på bagsmækken? Så har skøgen de perfekte underbenklæder til dig. My fantastic fanny garanterer strålende succes ved spillebordet med såvel stivstikkere som bagstræbere, uanset om deres hu står til den britiske eller amerikanske fortolkning af ordet fanny…

Alle fire produkter kan nu købes i Skøgemissen, der som altid er åben døgnet rundt.

Der kom en klage

”Hallo skøger, hvad sker der for jer? Her sidder man som trofast læser og venter sig lidt smuds til at tage den grimme smag fra morgenkaffen, og så serverer I et indlæg om mandeben og agurker! Hvad skal vi gammellumre, morgenstive mænner bruge den slags til? Vi vil ha’ svesken på disken, dusken ud af busken og damer med og uden dirndl på vores tablet! Det kan I gøre bedre, piger!
Jens Vejmand (I ved, ham der sidder der bag skærmen med klude om sin hånd)”

Puha, det var en afklapsning af de værre: Skøgerne lever jo for at please, og her har de helt tydeligt ikke leveret varen. Det samlede udvalg bøjer hovedet i skam og haster med at bringe de ønskede billeder.

Cityskøgen ses her med de to damer, hun var i selskab med hin aften i Birkerød. Vi henleder læserens opmærksomhed på de vovede snit: De blottede ankler, de nøgne underarme, den bare hals. Kan det blive mere kysbart, spørger vi bare.

  

Skøgen med ledsagersker og serveringsdamer. Igen er påklædningen vidunderligt suggestiv og det samlede indtryk pikant: Brede smil, øl og overarme som mandelår... hvad kan man ønske mere?

 Udvalget på udflugt sidste sommer (trofaste læsere vil huske det, men vil forhåbentlig kun være glade for at gense det). Dirndl gør bare noget for en kvinde - især hvis der er en mand i nærheden til at beundre effekten.

Intermezzo

Er det i disse dage kun i operetteregi, at skøgerne lokker med møs, mis og mås, spørger vore trofaste læsere måske; lufter de letlevende fruentimmere dog ikke ynderne andre steder – skal en stakkels matador vente helt, til Flagremissen åbner for publikum, før han kan glædes over skøgernes karakteristiske yppige skønhed?

Svaret er naturligvis nej. Skøgerne sætter en ære i at leve op til sloganet ”De ringer og hører – vi kommer og skøger” og er immer villige til at sprede glans og glæde (og, ville somme tilføje, ben; disse bramfrie røster ville naturligvis have ganske ret).

Således kunne man en aften i den forgangne uge se Cityskøgen på et af Birkerøds mest avancerede etablissementer. Menuen bar præg af umiskendelig oprigtighed, men skøgen var ikke kommet for menuen. Hun var kommet for selskabet og for støtte et godt formål med de talenter og fortrin, naturen og hendes til lejligheden lånte dirndl havde udstyret hende med. Selskabet var udsøgt, og ligesom skøgen var de iklædt tyroler-dress – et faktum, der gjorde skøgen aldeles ør af lykke. Så mange – og så nydelige – herreben havde hun ikke set i lange tider; som tidligere repræsentant for Lokalafsnittet Lumre Lamseben havde hun en naturlig interesse i de lodne pusselanker og var behørigt imponeret. At holde hænderne fra dem og udvise den anstand, der sømmer sig for en aftægtsskøge optog hendes ganske, og den ikke uanseelige anstrengelse fik hendes kinder til at blusse og hendes hjerte til at slå i (sømands)valsetakt, mens hænderne, der længtes efter kontakt med et mandelår, blev kolde. Lederhosen gør noget ikke bare ved den mand, der bærer dem, men også ved den kvinde, der betragter ham, måtte hun konstatere.

                                                                 How to resist?

Trods den ophedede stemning holdt samtalen sig indenfor det strengt sømmelige. To emner gik særligt igen: Spørgsmålet om menuens fortræffelighed (og det var i den grad et spørgsmål) og spørgsmålet om beklædning. Bemærkninger om kjolelængde, beklageligt tækkelige udskæringer, korsetsnører, manglen på lommer i lederhosen, evt. paralleller mellem lederhosen og kilte i forhold til hvad man bærer under dem, og den effekt hhv. lederhosen og dirndl har på det modsatte køn blandedes med tilbud om sprød agurk og om at ”prøve den anden fætter”. Skøgen fandt aldrig ud af, hvem den anden fætter var – tilbuddet, skønt fristende, forekom hende at være grænsende til det udelikate og at spørge (eller ligefrem sige ”Ja tak, giv mig den anden fætter”) stod for hende som pikant men upassende.

Skøgen var ikke den eneste, der afstod fra at sige alt, hvad der faldt hende ind. Således udtalte hendes sidemand, Blotterassistenten, de udødelige ord: ”Jeg sidder her og siger ikke noget. Jeg kigger på ned på min agurk”, og skøgen måtte endnu engang bide sig i tungen for ikke komme til at sige, at den tog hun også gerne et kig på – der er trods alt ting, en skøge ikke bør tage i sin mund.

På den anden side af bordet var der andre udfordringer – en dame boksede med en uåbnet flaske. ”Hjælp mig,” sagde hun til sidemanden, ”jeg kan ikke få den op.” Ved fælles hjælp lykkedes det at få den op og skøgen greb sig i endnu en gang at tænke, at den lykke, mænd og kvinder kan skænke hinanden, når de hjælpes ad, ikke er ubetragtelig.

Ak ja, det var en fornøjelig aften. Men det er ikke sundt for en skøge at have for lang en hukommelse, og Cityskøgen har således også allerede helt glemt, hvad det er ved dette billede, der oprindeligt mindede hende om hendes aften i Birkerød. ”Nej, jeg kan simpelthen ikke huske det,” siger hun eftertænksomt. ”Det er nok bare de nøgne ben og det direkte kig til bagen: Nogen har en gang fortalt mig, at man skal gå efter en god røv snarere end efter pæne ben, men jeg kan altså ikke huske, hvem det var.” Som en eftertanke tilføjer hun: ”Tænk at blive kysset ved toget… Så var man vel nok en heldig skøge.”

Flagremissen - nu med skøger

Pressemeddelelse

Efter måneders forberedelse og intens skøgecoaching er det med stolthed og glæde, at Skøgeudvalget kan meddele, at to af udvalgets skøger deltager i efterårets store opsætning af Flagremissen i Birkerød, byen hvor skøgerne har slået deres (og andres!) folder, hvor Udvalget har fejret så mange triumfer, hvor så mange af udvalgets hits er komponeret (vi nævner i flæng Skøgens Vise, Min Hr Marquis (skøgeudgaven) og I en skøge sort som kul) og hvor nogle af dets lykkeligste kampagner er udklækket (Læs og Blæs-kampagnen blandt mange andre).
 

De to udsendte skøger har udvist al den uselviske servicemindedhed, vi forbinder med Udvalget ved sultent at kaste over opgaven med behagelyst og dedikation. De har taget et fast greb om ondets rod og arbejdet utrætteligt for at hæve standarden. Med hiv og sving er det lykkedes dem, og skønt arbejdet har været benhårdt, er der kun tilfredse smil at se hos de to skøger. ”Det er immer vores aim at please,” udtaler Provinsskøgen, ”og når det lykkes, så bærer arbejdet lønnen i sig selv: Vores arbejde er i den grad et labour of love.” Cityskøgen fortsætter: ”Med kun fire uger til premieren har vi stadig meget at gøre for at få pisket den nødvendige stemning af eksalteret begejstring op og sikre, at der ikke er et sæde tørt i huset og alle køer er i korrekt lodret position. Det skal nok lykkes – Provinsskøgen og jeg klare til ikke bare at gøre vores ypperste, nej vi vil gå above and beyond for at sikre, at Flagremissen ikke misser et beat men bliver den strålende triumf, den fortjener.”
 

Mere information følger. 

Fire små skøger i travle kår

Hvad laver skøgerne for tiden, spørger vores trofaste læser måske sig selv – altså bortset fra at de tydeligvis bliver ældre, som man kan læse det af de sidste to indlæg på dette site (hvilket naturligvis er betryggende, fordi det må betyde, at de trods alt lever og ånder og findes i verdenen, som dermed ikke tømt for mening og værdi).
Svaret er i al sin rørende simpelhed, at skøgerne har travlt. Lilleskøgen arbejder hårdt på at få helt styr på anatomien til fremtidige kunders glæde - et projekt, der optager næsten alle døgnets vågne timer, for Lilleskøgen er både flittig og dygtig. Skønt hun ligger vandret, ligger hun bestemt ikke på den lade side.  Sydhavn ses konstant iklædt missionøsehat og rød pen på div. kurser og seminarer, hvor hun udvider sit betragtelige arsenal af basispakkeydelser og tilvalgstalenter samt scouter efter potentielle kunder til Skøgefælden. Og City og Provinsskøgen har kastet sig over et nyt projekt, der optager hver en ledig stund - aftener, weekender, hemmelige stunder hist og her.

Indtil videre holder de kortene tæt ind til deres nysselige skøgekroppe, men vi forstår på baggrund af hårdnakkede rygter, der svirrer i Skøgefældens gange, at det drejer sig om en redningsaktion med kodenavnet Operation Clusterfuck No More.
Direkte adspurgt får vi et bistert blik og et vredladent ”Ingen kommentarer.” Cityskøgen er tydeligvis ikke tilfreds med, at Skøgens udsendte reporter har fået nys om sagen. Men et par beundrende blikke, nogle komplimenter og lidt nakkenus senere synes hun at være tøet lidt op: ”Vi kommer med en officiel udtalelse snart. Mm, det er rart... Kys mig der. Hov, hvor skal du hen?”
Mere snakkesalig og mindre krævende finder vi Provinsskøgen. ”Det er rigtigt: Cityskøgen og jeg har gang i et kreativt projekt og har midlertidigt lagt arbejdet med Skøgecabareten på hylden for at kunne fokusere alle vores kræfter om det. Det er ikke et decideret skøgeprojekt, mere en slags serviceydelse. Altså, mellem os sagt er det en redningskrans til et projekt som uden skøgeassistance ville være så dødt som en dronte og så åndsforladt som en Kedelig Kone på søndagstrawl gennem Bilka. Det var et regulært tilfælde af clusterfuck, før City og jeg kom til. Og det kunne vi simpelthen ikke bære. For som vi altid har sagt i Skøgeudvalget: Bunkepul, ja tak. Clusterfuck? Så afgjort nej!”