søndag den 23. december 2012

De tolv skøgedage



Mel: On the first day of Christmas

1)På den første juledag, sad nu skøgen små og sa’:
”Det er det, som en skøge vil ha’!”

2)På den anden juledag, sad nu skøgen små og sa’:
”Kys mig i nakken.
Det er det, som en skøge vil ha’!”

3)På den tredje juledag, sad nu skøgen små og sa’:
”Giv mig hele pakken,
kys mig i nakken.
Det er det, som en skøge vil ha’!”

4)På den fjerde juledag, sad nu skøgen små og sa’:
”Ta’ mig på bakken,
giv mig hele pakken,
kys mig i nakken.
Det er det, som en skøge vil ha’!”

5) På den femte juledag, sad nu skøgen små og sa’:
”Ikke mer’ snakken,
ta’ mig på bakken,
giv mig hele pakken,
kys mig i nakken.
Det er det, som en skøge vil ha’!”

6)På den sjette juledag, sad nu skøgen små og sa’:
”Ingen kære mor!
Ikke mer’ snakken,
ta’ mig på bakken,
giv mig hele pakken,
kys mig i nakken.
Det er det, som en skøge vil ha’!”

7)På den syvende juledag, sad nu skøgen små og sa’:
”Ikke flere ord,
ingen kære mor!
Ikke mer’ snakken,
ta’ mig på bakken,
giv mig hele pakken,
kys mig i nakken.
Det er det, som en skøge vil ha’!”

8)På den ottende juledag, sad nu skøgen små og sa’:
”Vort spillebord!
Ikke flere ord,
ingen kære mor!
Ikke mer’ snakken
ta’ mig på bakken,
giv mig hele pakken,
kys mig i nakken.
Det er det, som en skøge vil ha’!”

9)På den niende juledag, sad nu skøgen små og sa’:
”Nu skal vi spille
på vort spillebord!
Ikke flere ord,
ingen kære mor!
Ikke mer’ snakken,
ta’ mig på bakken,
giv mig hele pakken,
kys mig i nakken.
Det er det, som en skøge vil ha’!”

10)På den tiende juledag, sad nu skøgen små og sa’:
”Nu skal vi pille,
nu skal vi spille
på vort spillebord!
Ikke flere ord,
ingen kære mor!
Ikke mer’ snakken,
ta’ mig på bakken,
giv mig hele pakken,
kys mig i nakken.
Det er det, som en skøge vil ha’!”

11)På den elvte juledag, sad nu skøgen små og sa’:
”Du er hos skøgen.
Nu skal vi pille,
nu skal vi spille
på vort spillebord!
Ikke flere ord,
ingen kære mor!
Ikke mer’ snakken,
ta’ mig på bakken,
giv mig hele pakken,
kys mig i nakken.
Det er det, som en skøge vil ha’!”


12)På den tolvte juledag, sad nu skøgen små og sa’:
”Vis mig så køen,
du er hos skøgen.
Nu skal vi pille,
nu skal vi spille
på vort spillebord!
Ikke flere ord,
ingen kære mor!
Ikke mer’ snakken
ta’ mig på bakken
giv mig hele pakken,
kys mig i nakken,
Det er det, som en skøge vil ha’!”

Julepuletræ som gaveidé



Så er julen over os, som en matador over en skøge, og til matadorer der er sent ude med julegaverne, har Skøgen følgende forslag: En sammenklappeligt juletræ-poledance-stang (det dér i skøgemunde kaldes et puletræ – idet den dans, der udføres ved det, som enhver ved, hedder pule-dance). 
Træet, som leveres til døren af Skøgemobilen helt frem til kl.22.00 juleaften, er beklædt med swarovski-krystaller og fås i en guld, en platin eller en pink udgave. Topstjernen, der skrues fast til loftet, har facon som en ananas i guld og grenenes spidser prydes af kvaster af ægte kaninskind, der kan kilde skøgens hud, mens hun danser. Endelig er der i træet indbygget soundtrack, der kører, når træet er i brug, med titler som "Diamonds are a girl's best friend", "I'm just an old-fashioned girl" og "Santa baby".

Instruktionstime med en danseopgraderet skøge kan tilkøbes.

torsdag den 20. december 2012

Førstehjælp til juletrætte og skøger

I denne søde juletid er det desværre ikke altid kun posering foran kaminen, klask med grydeske og misteltenamournier der skal passes. Enhver kan føle sig underdrejet af baktusser, uendeligt lange køer (ja, naturligvis ikke af den rigtige slags, at forstå) og alt for mange gøremål for at fuldende julen end tid haves.
Derfor kan selv den bedste få brug for Skøgens survival kit op til højtiden!


  • Det siger næsten sig selv, at en matador kan forsøde højtiden. Du kan fx. erstatte vækkeuret med kærlig berøring fra en ÆM'er der nænsomt vækker dig fra skønhedssøvn. Dette burde gøre dagen mere overkommelig, allerede inden du er stået ud ad sengen. 
  • Som Skøge skal man naturligvis altid væge gader og stræder med omhu. Derfor kan Skøgen anbefale Quality Street i en hyggestund (Skøgen skal altid opsøge gader der oser af kvalitet, ikke kun når det kommer til chokolade)
  • En rigtig råkold, ubarmhjertig decemberdag kan virke alt for brutal. Man kan med fordel tage opfordringen fra tidligere i kalenderen omkring kaminen op. At posere foran en tændt kamin i en stor pels eller vamset trøje bør bringe smilet frem hos både skøge og matador.
  • Nyt korset er altid velkomment. Hvis du er ved at være udbrændt over juleracet, så er det bare om at komme ned hos den nærmeste forhandler og forkæle dig selv (og en heldig matador) med et splinternyt korset
  • Heldigvis er fjernsynet behjælpeligt i disse dage med massere af serier og julefilm at løsne op foran (en matador kan også være behjælpelig hvis du skal løsnes lidt op hist og her)
  • En kop varmt et eller andet kan redde selv den mest vederstyggelige dag! Du kan fx. lave dig en kop ingefærthe hvis baktusserne bider efter dig, og den syndige skøge kan begive sig ud i en kop varm chokolade med et drys kanal og skal det være rigtig uartigt kan du toppe den med et skvæt rom
  • Skulle alle andre midler i denne survival kit fejle, ja så er der ikke andet for end at sætte sig foran computeren og udforske Skøgen.blogspot.com indtil verden igen synes overskuelig.
Rigtig god sidste jule(pule)handel til alle skøger, matadorer og andet godtfolk! 

onsdag den 19. december 2012

Nyt i Skøgemissen



I sin evige bestræbelse på at behage og forudse hemmelige ønsker, endnu før folk bliver sig dem bevidst, har Skøgeudvalget udviklet et nyt produkt, der nu kan fås i netbutikken Skøgemissen. Det drejer sig om den amagerhylde, alle firma-bollerum* med respekt for sig selv bør have.

Den nye amagerhylde er stribet pink og kirsebærrød med små ananasser i guld på alle lister. Den har fire hylder og leveres samlet. I anledning af juletiden vedlægger Skøgen en gratis Spillebords-pakke (værdi 499,-) med alt, hvad man kan have brug for: Slikkelapper, gokkesokker, vifteholder, maske (til bal og til ballade), fjerkost (til at kilde, smække og støve loftet af med, hvis matadoren ikke imponerer), selvlysende kondomer og et lommespejl, så makeuppen kan komme på plads igen efter fuldendt skøgning.

Det hele fås netop nu til spotpris, men skynd dig – efterspørgslen er stor og der er kun få hylder tilbage.

*vi tænker her på de lokaler, der findes rundt omkring på skoler, anstalter, private og offentlige virksomheder og som nogle gange omtales som depoter, kældre, arkiver, kopirum mm, men hvis egentlige funktion kommer til udfoldelse ved julefrokoster, sommerfester og overarbejdstimer. Ofte vil et billiardbord/bordtennisbord/skakbræt afsløre lokalets egentlige formål: her skal der spillebordes.

tirsdag den 18. december 2012

Fra matadorhjørnet - endnu et julevers


I vores serie af tekster forfattet af indsigtsfulde matadorer, bringer vi i dag et digt af stormatadoren Klaus Rifbjerg. Skøgen anbefaler alle matadorer med aspirationer om ÆM-status til at sige noget tilsvarende til deres skøger - så er julelykken garanteret.

       Hej, bondemand, brems vores kane
       vi fejrer jul under dynen.
       Helhest gå om bag et træ
       og lad vær med at rødme.

       
       Hør, hvor det ringer i himmelens klokker
       julebimmel og bod.
       Fager er sengen, vi blir hvor vi er
       bygger behageligt telt for Vorherre.

       
       Jeg er en herlig gulspættet julebuk
       stritter af pinde og bånd
       nu vil jeg skræve over dig
       med en vældig klump sne på min ryg.

       
       Spise julegrød af din maves fad
       med det glimrende dybe smørhul
       navle der kigger på mig
       med fabelnissens listige øje.

       
       Din lune rede kalder på mit legemes fugl
       faunisk forvirring med bukke og fugle
       finder dog hjem til sin fjedrede mage.
       Vist er det glædelig jul!

søndag den 16. december 2012

Dagens juleleg



Gode skøger, der har fulgt vores tip om pikant bagning af vaniljekranse, kan i juletiden glæde deres matadorer med en variation over den gamle leg ”bide til bolle”. Den skøgede opdatering, der nok kan spice en tung og trist mandag aften op, hedder helt enkelt ”bide til krans”* og består i, at matadoren afklædes og iføres en eller flere vaniljekranse, som skøgen derefter indtager – uden brug af hænder.

Udvalget bag Skøgen ville ønske god fornøjelse – men det er garanteret med denne lille juleleg.

* Man kan også holde det simpelt (hvis man f.eks. ikke har fået bagt vaniljekranse, eller hvis man er en pertentlig skøge, der ikke bryder sig om krummer i sengen) og nøjes med at bide til balle, hvilket også altid er et hit.

lørdag den 15. december 2012

Skøgens julebag



Det burde ikke være nødvendigt at fortælle, at Skøgens bag uanset årstid altid er uimodståelig. Juletiden fordrer dog visse ekstra anstrengelser, for såvel Gastro-skøger som andre letlevende eksistenser. Ikke fordi hverken mås eller mis trænger til opstramning, men fordi årstiden kalder på nye laster. Der må helt enkelt julebag på bordet!

Det er Skøgens erfaring, at mange matadorer sætter pris på juletidens søde småtterier. Og skønt mange kvinder og would-be-skøger tror, at kunderne primært værdsætter muligheder for at indtage de søde sager, har Skøgen erfaring for, at man let kan sætte lidt julekrydderi på tilværelsen ved at inddrage kunden i andre dele af processen.

Tag derfor din kunde med i køkkenet og sæt ham i sving. Berus hans sanser med kanel og nelliker, vanilje, appelsin, kardemomme, rosenknopper, safran og allehånde. Lad ham øve sin bryst- og ballehåndtering på småkagedejens faste rundhed. 
Brug ham som mål for rigtig hulstørrelse for vaniljekranse og vis ham, hvordan du ruller dejen til pølser – først med én hånd, så med to hænder; først på bordet, og siden hen andetsteds (Skøgen anbefaler maveskind og inderlår, men hører gerne fra skøger, der har haft positive erfaringer med andre dele anatomien. Husk også at kagedej ikke er det eneste, der kan rulles frem og tilbage mellem hænderne - matadoren har i reglen andre gode idéer). 
Brug pasteuriserede æg i din dej og gør som amerikanerne, der med største glæde spiser cookie-dough: spis af hans fingre, men lad dig ikke begrænse til denne snævre lokalitet. Husk: en skøge er ingen kostforagter.

Således kan man føje endnu en, for alle sanser sød, specialitet til sit repertoire af skøgede oplevelser. Vi hos Skøgen ønsker god fornøjelse med julebagen.