I sin evige bestræbelse på at behage og forudse hemmelige
ønsker, endnu før folk bliver sig dem bevidst, har Skøgeudvalget udviklet et
nyt produkt, der nu kan fås i netbutikken Skøgemissen. Det drejer sig om den
amagerhylde, alle firma-bollerum* med respekt for sig selv bør have.
Den nye amagerhylde er stribet pink og kirsebærrød med små
ananasser i guld på alle lister. Den har fire hylder og leveres samlet. I
anledning af juletiden vedlægger Skøgen en gratis Spillebords-pakke (værdi 499,-)
med alt, hvad man kan have brug for: Slikkelapper, gokkesokker, vifteholder,
maske (til bal og til ballade), fjerkost (til at kilde, smække og støve loftet
af med, hvis matadoren ikke imponerer), selvlysende kondomer og et lommespejl,
så makeuppen kan komme på plads igen efter fuldendt skøgning.
Det hele fås netop nu til spotpris, men skynd dig –
efterspørgslen er stor og der er kun få hylder tilbage.
*vi tænker her på de lokaler, der findes rundt omkring på
skoler, anstalter, private og offentlige virksomheder og som nogle gange
omtales som depoter, kældre, arkiver, kopirum mm, men hvis egentlige funktion
kommer til udfoldelse ved julefrokoster, sommerfester og overarbejdstimer. Ofte
vil et billiardbord/bordtennisbord/skakbræt afsløre lokalets egentlige formål:
her skal der spillebordes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar