Mel: Der sad to katte
på et bord
Der sad tre skøger ved et bord, spille-pille-spillebord.
De manglede en matador, spille-pille-matador,
der kunne støve skøgen af, støve skøgens hjerte og korsetter
af
og nusse hendes skøgebag
den hele nat og hele dag.
Snart kom en flink chauffør forbi, flink og rar og fuglefri.
Ham kunne Lilleskøgen li’, og det var såmænd, fordi
hans hjerte var af pure guld og munden, den var ikke fuld af
lommeuld:
Han priste hendes skøgehuld.
Skøgen var af lykke fuld.
En butler kom til bordet hen, kom til spillebordet hen
og sagde til Lyngby: ”Hør min ven, søde, smukke trunte-ven,
sku’ jeg ikke ta’ og score dig? ”Jo, hvis du vil love at
spil’borde mig
og lege mangt en skøgeleg.”
Butler’n sae ikke nej.
Nu manglede de trende blot, skøgerne de mangled’ blot
en mand til Sydhavn der var flot, ædel, nobel, god og flot
som kunne holde køen ret, holde køen ret og støde og ta’ fat
og please Sydhavn dag og nat
og holde hendes skøgehat.
Den fjerde skøge, hend’ fra Nord, sås også ved det
spillebord.
Hun havde egen matador, egen yndet matador.
En elsket yndet hyppig gæst, en stamgæst af den salgs som
der er allerbedst
som pænt blev ved sin stamgæstlæst
både i regn og sol og blæst.
Ved skøgebulens spillebord, spille-pille-spillebord,
der spillebord’s fra Syd til Nord, flittigt med stammatador’r.
Og skøgehjerter frydes der, mens skøger de fryder alle og
enhver
med kø og pung, ja og i sær
matador’r der har dem kær.