Spillebordssangen

Mel: Der sad to katte på et bord

Der sad tre skøger ved et bord, spille-pille-spillebord.

De manglede en matador, spille-pille-matador,

der kunne støve skøgen af, støve skøgens hjerte og korsetter af

og nusse hendes skøgebag

den hele nat og hele dag.

Snart kom en flink chauffør forbi, flink og rar og fuglefri.

Ham kunne Lilleskøgen li’, og det var såmænd, fordi

hans hjerte var af pure guld og munden, den var ikke fuld af lommeuld:

Han priste hendes skøgehuld.

Skøgen var af lykke fuld.

En butler kom til bordet hen, kom til spillebordet hen

og sagde til Lyngby: ”Hør min ven, søde, smukke trunte-ven,

sku’ jeg ikke ta’ og score dig? ”Jo, hvis du vil love at spil’borde mig

og lege mangt en skøgeleg.”

Butler’n sae ikke nej.

Nu manglede de trende blot, skøgerne de mangled’ blot

en mand til Sydhavn der var flot, ædel, nobel, god og flot

som kunne holde køen ret, holde køen ret og støde og ta’ fat

og please Sydhavn dag og nat

og holde hendes skøgehat.

Den fjerde skøge, hend’ fra Nord, sås også ved det spillebord.

Hun havde egen matador, egen yndet matador.

En elsket yndet hyppig gæst, en stamgæst af den salgs som der er allerbedst

som pænt blev ved sin stamgæstlæst

både i regn og sol og blæst.

Ved skøgebulens spillebord, spille-pille-spillebord,

der spillebord’s fra Syd til Nord, flittigt med stammatador’r.

Og skøgehjerter frydes der, mens skøger de fryder alle og enhver

med kø og pung, ja og i sær

matador’r der har dem kær.