tirsdag den 24. juli 2012

Missionærstillingen


Efter nøje overvejelser er Udvalget bag Skøgen kommet frem til, at der ikke skøges nær nok i det ganske, danske land – men at såvel kød som ånd er redebon (derom vidner blandt meget andet de titler, Miss Ø spottede hos udvalgte af landets bogprangere), hvis der blot er hjælp og vejledning at finde. Udvalget har derfor besluttet at oprette en stilling til at sikre, at denne hjælp og vejledning er at finde.
Stillingen – der kommer til at gå på omgang mellem Udvalgets medlemmer – benævnes Missionærstillingen, idet den fremmeste opgave er til enhver tid at hverve proselytter til skøgefaget samt ved hjælp af såvel minikurser som længere undervisningsforløb at indvie novicer i fagets mangfoldige muligheder og fornøjeligheder.

Udvalget har pålagt Uniformsudvalget hurtigst muligt at komme med forslag til såvel Missionøse-hat, rejsetaske og missionsstilletter. Herudover påtænkes indkøb af Skøgomobil, således at den til enhver tid missionerende skøge (også kaldet Vandrepokalen) kan komme standsmæssigt omkring.

Mens disse tiltag endnu er i deres vorden, har Udvalget allerede sendt deputationer til såvel Fyn som Jylland og man venter spændt på tilbagemeldingerne fra disse ekskursioner. Bliver de som ventet en succes sendes yderligere deputationer indenfor en kortere tidsramme til hhv. Tjekkiet og Skotland.

2 kommentarer:

  1. Kære skøger,

    Må det være mig tilladt at foreslå noget i denne stil som Missionøse-hat:

    http://www.gettyimages.dk/detail/news-photo/photo-of-merry-widow-and-joan-sutherland-joan-sutherland-as-news-photo/84888847

    En diskret og tidløs model, som ikke vil stjæle opmærksomhed fra Missionøsen og hendes ophøjede mål.


    Jeres hengivne,
    Violetta Valéry
    - kurtisane, champagneelsker og baronforkaster -

    SvarSlet
  2. Det er i sandhed en dejlig hat. Den vil Skøgen overveje.

    SvarSlet