I sidste indlæg om de redskaber, skøgen har til sin
rådighed, så vi på de fire grundpakker, de 3 props og nogle af
opgraderingsmulighederne. I dag skal vi se nærmere på nogle af de andre kort,
skøgen har at spille. Jeg tænker ikke her på de to oplagte spil (der tales her
om strippoker og Uno, der, som vi skal se i et senere indlæg, er oplagte
nødssituationsaktiviteter), men derimod på de særlige kort, som følger med de
fire grundpakker og som skøgen bruger som konversationskort og som udgangspunkt
for kundeservice, når hun synes, skøgeriet går lidt trægt.
Til hver grundpakke hører ti starterkort (og vi minder
læserne om, at grundpakkerne er ”Damsel-in-Distress”, ”Sikke en blank tuba, du
har”, ”Den milde Moder” og ”Your Arse is Mine, Mister”. Mere info om de fire
pakker findes i det første indlæg i denne serie). Vi gennemgår naturligvis alle
fire pakker og de forskellige muligheder, der er i dem. Første pakke er
Damsel-kortene.
”Damsel in Distress” benyttes til at få kunden til at føle
sig stor, mandig og handlekraftig ved at indgive ham en illusion om, at skøgen
er lille, uskyldig og hjælpeløs. Kortenes tekstforslag antyder denne
hjælpeløshed, men det er op til skøgen at maksimere effekten ved hjælp af
gestik, mimik og tonefald. Forslag til dette er angivet nedenfor i parentes.
• ”Ups!” (Fungerer godt i sammenhæng med boobeedo-poses: en
stiletklædt fod løftet fra jorden, en pegefinger lagt på underlæben, en koket
skuldertrækning, et skævt blik op gennem sænkede vipper og et lidt betuttet
smil).
• ”Hov!” (Særligt godt hvis det kombineres med et
undskyldende smil – som i ”sikke klodset jeg da er – jeg kan slet ikke åbne
døren med begge hænder fulde. Fjolle-mig!”)
• ”Åh nej.” (Kombineres med mildt desperat blik rundt, der bliver bedende, når det lander på matadoren og derefter taknemmeligt, når han – naturligt – responderer på skøgens bøn).
• ”Jeg forstår ikke helt – kan du forklare mig?” (Meget
anvendelig – kan bruges både ved middagsselskaber, hvor man får bordherren til
at tale om noget, han føler som sig ekspert i, overfor håndværkere, tankpassere
eller smukke hundeluftende herrer, som man spørger om vej).
• ”Ved du, hvordan man…?” (Endnu en måde at appellere til matadorens ekspertkendskab. Kombinerer man den med udpræget ubehjælpsomhed, når man følger hans instrukser, vil man meget ofte kunne få ham til at løse problemet selv. Herefter er en passende grad af imponerethed og taknemmelighed på sin plads. Man kan passende vise ham en eller to af de ting, man som skøge er ekspert i).
•”Jeg synes, det er meget uhyggeligt, at…” (Kan bruges både ved politiske diskussioner ved middagsbordet, i biografen mens man putter sig ind til matadorens skulder eller til at få matadoren til at komme indenfor, mens man tænder lys om aftenen).
•”Hvad skal jeg dog gøre?” (Et fortvivlet blik væk fra matadoren, som viser, at man ikke tror, der er nogen redning, vil som regel få den ædle matador til at redde en, uanset om problemet er, at toget er kørt og der først kommer et igen om 10 minutter, eller mere alvorlige sager som at ens strømper er løbet eller ens kunde har forladt en).
•”Jeg kan slet ikke…” (fuldfør selv sætningen. Bruges f.eks. i supermarkedet, når man strækker sig efter noget på øverste hylde. Et smil hen over skulderen, mens man vrikker væk er en god afslutning på scenariet. Kortet kan også trækkes under skøgeriet, hvor det er særlig effektfuldt, hvis det bruges til at antyde en overvældelse over matadorens overvættes mandighed, mens det er mindre hensigtsmæssigt, hvis det bruges om hans manglende evne til at bringe sagen til en for skøgen tilfredsstillende konklusion).
•”Kan du…?” (siges med et sødmefyldt smil, mens man rækker skruelågsglasset frem, bøjer sig forover så han kan komme til at hæfte strømpen til hofteholderen, peger på væggen hvor billedet skal hænge eller med små håndtegn indikerer, hvor lidt opmærksomhed ville gøre godt).
•”Vil du hjælpe mig?” (En klassiker – kan bruges i alle sammenhænge).
Læs med i morgen, når vi ser på, de ti starterkort der hører til Tuba-grundpakken!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar