Matadorløse Tirsdag

Og så kom sommeren. Udenfor kvidrer fuglene; jomfruer og andre fruentimmere soler sig på volden og i byens parker iført det rene ingenting, mens kærestefolk voldkysser ved busstoppesteder og fingerfletter sig hele vejen op og ned ad Strøget. Alt er fryd og glæde. Kun i Den store Skøgefælde er der kvide. For Matadorløse Tirsdag er over os – denne vederstyggeligste af alle dage, hvor Udvalgets skøger er berøvede kontakt og samkvem med deres foretrukne kunder.

Og når så heller ikke Brugerpanelet viser sig i Skøgefælden, hvad skal en skøge så gøre og gribe i? Hvorhen skal hun vende sig for trøst? For spillebording og vederkvægelse? For intellektuel - og andre former for -stimulans? Hvad skal en stakkels skøge gøre?

Skøgernes sindstilstand kan opsummeres med ord som en hjerteknust repræsentant for Lokalafsnittet Lumre Lamseben, Lyngby-afsnittet i en fjern fortid sagde til den ÆM, der dengang var den eneste mand i hendes liv: ”Far, jeg tror, jeg bliver nødt til at græde.”

Og græde gør skøgerne. 

”Ak,” hulker Lumre Lyngby, ”hvor kan jeg meget bedre lide Permissions-løse Lørdag end Matadorløse Tirsdag!”

”Ja,” snøfter Lilleskøgen og Skøgen fra Nord, ”selv Topløse Torsdag er bedre end Matadorløse Tirsdag.”

”Men bedst af alt er Syndige Søndag,” sukker Sydhavnsskøgen. ”Syndige Søndag er godt.”

Skøgerne ser på hinanden og nikker kort. ”Hep hep,” siger de og bryder igen i hjerteskærende hulken: ”Nogen lovede os sommerkø!”