Skøgernes skærsommernat

Fra skolestuen i Den store Skøgefælde hørtes sirenesang. ”Heksemutter lod en tudse riste som en ren karusse,” lød en enlig kvindestemme af sådan pur skønhed, at ethvert mandehjerte måtte stå stille og være for evigt fortabt.

”Nej, nej, nej,” brød en anden stemme ind. Også denne var betagende, men i al dens milde og varme rundhed, var der dog en kant af stål. ”Det går ikke, Sydhavn,” fortsatte stemmen, der tilhørte repræsentanten for Lokalafsnittet Lumre Lamseben, Lyngby-afdelingen. ”Vi får aldrig ”tudse” til at rime på Karrebæksminde – og den er helt gal med verseføddderne. Det får altså ingen mands takststok i svingninger - og en Skt. Hans-aften uden takststokssving er ikke til at bære at tænke på.”

”Hmm – du har ret. Men hvad så med denne her?” svarede Sydhavn – for hende var det, vi nys hørte synge så fortryllende, ”Skøgerne det lå på sinde at nå frem til Kar’bæksminde…”

”Åh, Sydhavn altså,” lød det – og denne gang var kommentaren tofoldig, for Lilleskøgen havde sluttet sig til samtalen, ”det er smukt. Det er præcis sådan, det er. Du er simpelthen så dygtig.”

”Åhr,” sagde Sydhavn og rødmede beskedent, ”I ved jo, hvordan det er: I aim to please.”

En fjerde stemme sluttede sig til dem. ”Piger,” lod det fra døren. ”Jeg tager afsted nu, ellers når jeg ikke at fyre op under Johnny og Keld og de andre mænner. Skal vi lige nå at få taget det foto, inden jeg tager afsted?” Skøgen fra Nord havde allerede taget missionøsehatten på og var klar til at drage afsted og gøre sit som dagens Vandrepokal.

Skøgerne så på hinanden. De så godt ud. De havde sommerkjolerne på og var smækkerlækre på den yndige, indtagende, sommerskøgede facon. Og det var jo midsommer. Der måtte et billede til. ”Jeg kalder på butleren,” sagde repræsentanten for Lokalafsnittet Lumre Lamseben og forsvandt ud på bagtrappen.

”Hun gør det, hver gang,” sagde Sydhavn til de andre, mens skøgerne satte sig til rette og forsøgte at sysselsætte sig med fornuftige beskæftigelser, mens Lumre Lyngby i mere konkret forstand end måske strengt taget var passende gjorde sit for at få butleren til at komme. Sydhavn greb en rød pen og kastede sig over stileretningen, mens Lilleskøgen og Skøgen fra Nord kastede sig ud i en nysseliggørelse af skolestuens rengøringsremedie ud fra en tanke om, at Brugerpanelet sikkert ville sætte pris på en kost med trimmet dusk.

Endelig kom Lumre Lyngby tilbage med butleren. Billedet blev taget.

Her ses Udvalget i fuld sommeruniform. Fra alle os hos Skøgen skal der lyde et ”glædelig midsommer” og et ”brug nu de stadigt længere nætter med omtanke og tæft. Hep hep for den lodrette kø – skøg, skøg, skøg!”

Opdatering: Da Udvalget bag Skøgen har modtaget indtil flere henvendelser allerede om hvem der er hvor på billedet, bringer vi denne kortfattede gennemgang. Fra venstre mod højre ses Skøgen fra Nord - med matadorsmækningsfejeblad og nytrimmet dusk. I midten ses Lumre Lyngby og Sydhavn, mens Lilleskøgen der også i hverdagen står for kontakten til Udvalgets chauffør, med sikkert greb holder Udvalgets nyeste transportmiddel.
Til læsere, der undrer sig over, hvorfor skolefrøkenerne nusser en ugle, kan vi kun sige, at også skøger kan blive ensomme. Og da Æslet nu svigter og ikke giver lyd fra sig, har skøgerne besluttet, at det var tid at finde sig et nyt husdyr. Og "uglen i hulen" lød så pikant og for anglofile skøger er der uendelige muligheder for ordspil på ordet "bird", såvel som på variationer over temaet en "fly honey". Derfor er Skøgefælden officielt Skøgebule, nu med Ugle.