tirsdag den 19. marts 2013

I aften er det info-aften, synger skøgerne (i badet)



I disse timer udspiller der sig en heftig aktivitet i små boudoirer. I såvel Sydhavn, som Nordkøbenhavn og de nordsjællandske udørker, er yndige skøgepus er gang med at nysseliggøre og nydeliggøre sig, så de kan blive klar til aftenens møde i Udvalget. ”I aften er det info-aften,” synger de skønne skøger på en gammel julesangs melodi, ”der er ikke længe til.”

Bevidste om, at der både skal snøres støvler og korsetter og at den slags tager tid, danner de sig et hastigt skøn over de forestående opgaver. ”Det eneste tidspunkt, jeg kan se en fidus ved at være en Kedelig Kone, er, når jeg skal skøges op i en hast. Som alle ved, barberer Kedelige Koner hverken ben eller andet i måneder med r, mens skøger altid er groomet ned til sidste kvadratcentimeter. Det kan godt være svært at nå det hele, når man også skal have overskud til at smile og behage,” tager en af skøgerne sig tid til at berette, før hun haster mod badet.

I skyndingen glemmer hun at trække forhænget for, og vi kan derfor præsentere vores læsere for disse pikante positurer, som nok er værd at dvæle ved, mens skøgerne haster videre mod aftenens lyksaligheder. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar