Spillebord mig lige, hva VI

De sidste fem dage har vi beskæftiget os med en række matador-egenskaber, skøger finder ganske uimodståelige. Vi har således kigget på den rolle, det fysiske spiller, samt udforsket faktorer som sensibilitet, belevenhed, beslutsomhed og horeungeindehaverskab.

I dette, vores foreløbigt sidste, indlæg i serien ”Spillebord mig lige, hva’” er vi nået til spørgsmålet om humor.

Enhver, der nogensinde har tilbragt en stund i en skøges selskab, ved, at skøger er sprudlende lattermilde kreaturer med et skarpt blik for alt, hvad der er absurd, fjottet eller lattervækkende. Og nok kan man sagtens have en alvorlig samtale med dem – ja, vi vil gå så vidt som til at sige, at de sætter stor pris på det – men den matador, der drømmer om en plads ved en skøges spillebord eller, for den sags skyld, i hendes hjerte, må kunne tale mere end alvorsord; han må også kunne få skøgen til at le sin bedårende, perlende latter, knække sammen i fnysende fnisen eller bryde ud i et skoggergrin. Sådan skal et mandfolk være; også på den måde må han forstå at gøre gavn.

Det kan ikke understreges tit nok, at skøger er forskellige og det, de søger i en mand, ikke er ens. Skøger synes ikke nødvendigvis, at de samme ting er sjove eller i samme omfang. Men at det er vigtigt at le, det er de enige om. Og at det er så vigtigt, at det er afgørende for, om man ville spillebordes af en kunde eller ej, det er de også enige om. Ved et nyligt møde i Udvalget opsummerede Provinsskøgen med vanlig aplomb sit valg af idealmatador således: ”Han er fandeme sjov!” Hvis det ikke siger alt, ved Skøgen ikke, hvad der gør.

Den matador, der vil have skøgen til at le, bør overveje sit publikum. En skøge er ikke en matador og de ting, der kan få en matador til at klukke, er ikke nødvendigvis de samme som dem, en skøge vil sætte pris på. 

Generelt bør man være varsom med at spøge med ting, skøgen beder om. Den angelsaksiske skøge af Udvalgets bekendtskab, der bad sin elskede om at skrive hende ”a letter”, hvorpå han prompte greb pen og papir, skrev et ”A” og stak hende arket, syntes f.eks. ikke, det var nær så vittigt, som matadorens gode ven, der senere genfortalte historien. Og den skøge, der efter en runde relativt forglemmelig spillebording, bad sin kunde sig noget sødt til hende, hvorpå han begyndte at fortælle hende om sukker og honning, og hvor mange gange sødere det sidste var end det første, vred sig heller ikke i krampelatter.

Dermed ikke sagt, at man ikke kan få en skøge til at grine af sig selv – Skøgen ved godt selv, at hun fra tid til anden er ufrivilligt morsom – man skal bare ikke udstille hendes sårbarhed eller hendes ønske om at vide sig elsket og begæret af sin stamkunde. 

Ligeså godt som at sige noget vittigt er at få skøgen til at føle, at hun har sagt noget, der er fort amusant. At se en matador lægge hovedet tilbage og grine, er for Skøgen en næsten lige så stor fornøjelse som at se ham lægge hovedet tilbage i andre former for nydelse. En matador, der ler med skøgen, får hende til at sværme og smile og danse foran sit spejl, mens hun nynner: ”I feel pretty and witty and gay”, og når skøgen først når dertil, er der spillebording og blottede hjerter i udsigt.

Den matador, der både kan smile af, med og til verden og skøgen; som kan tøhø’e diskret og græde af grin (afhængig af sted og omstændighed), og som kan få skøgen til det samme, han er godt på vej til skøgens boudoir, til hendes spillebord og til hendes hjerte.

Dermed er vores serie om spillebordsværdige træk slut og vi kan besvare det spørgsmål, der indirekte stilledes i vores indlæg om falske matadorer: Hvad er det, kvinder vil have? 

Svaret er enkelt: Hvis de er skøger, så er det, de vil have, en sanselig og empatisk (varme) gentleman (belevenhed) med kant (beslutsomheden), vid (humor), horeungeindehaverens autoritet og en beskidt tankegang i et renvasket ydre. Hverken mere eller mindre, sådan er skøgens ideelle matador.

Skulle der være et par af den slags tilovers i vort læserskab, kan de gerne henvende sig i Den store Skøgefælde eller pr. mail, skoegerne@gmail.com: Miss Æ og Miss Å hører meget gerne fra dem.