Som vore trofaste læsere, brugere, medskøger og bekendte
matadorer vil vide, er det Skøgens erklærede mål i et og alt at behage.
Basispakkerne i Skøgens redskabsbælte er designet til det formål; Skøgens Legestue
tjener samme ophøjede mål; Skøgens viser, aftenskole, middage, cabaret,
danseskole, ja selv Den store Skøgefælde er oprettet alene for at glæde og
forlyste*.
Med serien om spillebordsværdige træk har Skøgen endnu en gang ramt
plet med et koncept: Skøgens brevkasse er proppet med takkemails fra medskøger,
der fortæller, at de nikker og smiler genkendende, mens taknemmelige matadorer
skriver, at de opmærksomt tager noter og at Skøgens hjælpsomme hints formentlig
vil give dem netop den succes, de så længe har håbet på.
Det er sød musik i en skøges ører – også selvom det kun er,
hvad Udvalget havde forventet. Af hensyn til vort utålmodige læserskab vil vi
dog ikke yderligere tvære rundt i vor fortræffelighed og træfsikkerhed, når det
kommer til pleasingens kunst, men straks springe videre med seriens næste
afsnit. I dag skal det handle om varme, og det kan man nok trænge til her i det
tidlige forår, især på en morgen med sne.
Det er nemlig muligt, at gentlemen foretrækker blondiner,
men skøger foretrækker varme mænd. Matadorer som oser af nærvær, opmærksomhed,
interesse og indlevelse. Matadorer som udstråler, at her er en tryg favn, nogle
gode stærke hænder, en lodret kø og at skøgen da bestemt er velkommen til at
låne det hele for en stund (man er vel en gentleman). Matadorer som får skøgen
til at smelte og skælve.
Om matadoren opleves varm hænger sammen med to ting: Hans
kropslighed og nærvær, og hans følsomhed og empati. Skøger bliver bløde som
forårsjorden, når de kommer i berøring med varme, følsomme kø-svingere, der ikke
blot udviser interesse skøgens ynder men også for hendes rige indre verden og
livsomstændigheder.
Alle udtryk for denne interesse og for matadorens evne eller
vilje til at sætte sig i skøgens sted og gå ind på hendes tanker og bekymringer,
vil af skøgen blive udlagt som udtryk for en følsom og sympatisk sjæl i et
appetitligt legeme.
Her skal der dog lyde en lille advarsel. Skøger kan ganske
vist godt lide følsomme mænd, men dette skal ikke forstås som en opfordring til
at bryde ud i krampegråd ved enhver lejlighed. En matador må gerne blive
berørt, men en skøge kan have svært ved at bevare sin beundring og begær til
ham, hvis hun oftest er ham i moders sted og skal trøste, putte og pudse næse
på. Det er med andre ord ikke en god idé at bryde sammen under et første kys og
hulke ”Jeg er simpelthen så lykkelig nu” ind i sin skøges mundhule, med mindre
man har et hemmeligt ønske om, at det også skal være sidste kys.
Begrænser man fugtige øjenkroge til særlige lejligheder og
grådkvalte seancer til børnefødsler, dødsfald og livskriser, vil man som
matador være langt bedre stillet og garanteret meget mere spillebording end
ellers.**
Følsomhed behøver ikke være lig med tårer; for skøgen er det mere et
spørgsmål om, at hun får oplevelsen af, at der eksisterer et følelsesmæssigt
bånd og en følelsesmæssig nøgenhed. Og da skøger er bogstavelige små væsener,
der synes allegorier og metaforer er grundlæggende træls, vil det udløse et
ønske om at omsætte disse metaforiske tilstande til konkrete, fysiske forhold: Fysisk
nøgenhed, fysisk nærhed, og – hvis man har ramlet ind i en skøge, der
praktiserer den slags – fysiske bånd.
I morgen vil vi i seriens foreløbigt sidste indlæg se på
spørgsmålet om humor.
*Det bør nok i ærlighedens navn indrømmes, at Skøgen med
visse af disse tiltag ikke fornøjer, forlyster eller pleaser andre end sig
selv. Men det er et syn af så stor skønhed, når skøgen strækker sig katteagtigt
sensuelt og smiler hemmelighedsfuldt og tilfreds, at det ikke kan andet end
vække almindelig lykke og opstemthed.
**Er dette fair, spørger vores matador-bekendtskaber?
Hvorfor må en mand ikke græde, når han er ked af det? Svaret er, at det må han
og bør han selvfølgelig også. Men hvis han er ked af det hele tiden og ofte
skal trøstes af sin skøge, vil hans skøge snart se ham mere som en horeunge og
mindre som spillebordets stolte herre. Og det vil gå udover såvel hyppigheden
som kvaliteten af spillebordingen. Det er ikke fair, men det er et faktum, og
det er fakta, ikke retfærdighed, vi beskæftiger os med på Legestuen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar