50 Shades of ... nej tak

Som vi fortalte for nyligt, har skøgeudvalget modtaget en række henvendelser i forbindelse med vores Læs og Blæs-kampagne. Mens flertallet af disse har drejet sig om forslag til lummer læsning, konkrete tips til hvordan læsning kunne forenes med blæsning, tidsbestilling etc, har Udvalget til sin store overraskelse også modtaget henvendelser, der drejer sig om 50 Shades of Grey og hvor vidt dette værks hovedperson mon ikke netop er en af de fiktive ÆM’er, Sydhavnsskøgen skrev så poetisk om i et nyligt indlæg.

Svaret er et rungende nej. Og som de gode skøger vi er – dygtige og endda lejlighedsvist dydige – vil Udvalget derfor bestræbe sig på at retlede de vankyndige, så de kan vende tilbage til den rette syndens vej og fornægte Christian Grey og alt hans væsen.

Kort fortalt er der tre årsager til, at 50 Shades of Grey ikke er et stærkt, erotisk værk: Sproget, personerne og plottet. Bogen skraber bunden på alle tre punkter, og det er svært at sige på hvilket punkt den er værst, men skøgen ender alligevel med at mene, at det er sproget, der tager prisen som største turn-off*. Med papfigurer og et plot så hullet, at det kan få en gennemsnitlig tjekkisk pornofilm til at fremstå som højdepunktet af sofistikation og Shakespearesk kompleksitet, kan Skøgeudvalget selv med den bedste vilje ikke være imponeret over oeuvret, som det finder meget lidt pikant eller informativt.

Det må på det bestemteste slås fast,  at det så afgjort ikke er sådan en Christian Grey-type, en skøge vil have. En skøge vil have en mand, ja. Som kan sige til og fra, ja. Som ved, hvor han synes skabet skal stå og ikke er bange for at sige det til sin skøge. Som kan spilleborde som en engel – og som gør det. Og kun med sin skøge (befruede matador kan under særlige omstændigheder komme i betragtning, men skal ikke regne sig sikre på noget). En mand der kun kan få køen i svingninger, når han har bundet jomfruen til spillebordet og slår hende i lampen med sin kø... nej, ved I nu hvad?

Skøgeudvalget anbefaler, at man lader Christian Grey og hans Ana ligge og i stedet griber fat i Lady Chatterleys Lover. Det er en matador, der kan noget – med sin kø, med sine ord og med sin skøge. Skrækkeligt pikant og meget velegnet til sengebordslekture.

*Matadorer, der har været i clinch med skøgen ved, at meget kan lade sig gøre uden ord. Men på samme måde som et enkelt ”jeg vil spilleborde dig hele natten”, kan vække nærmest disproportional lykke, kan et malplaceret ”trylle-trylle-trylle” fuldstændigt ødelægge magien. Det er det, der sker her. Nok siger Grey ikke ”trylle-trylle-trylle” til den uskyldige Ana, men hans magt over sproget strækker ikke til så vældigt meget mere end det. Den slags løses kun på en måde: Ved at tie helt stille og vise skøgen, hvad man vil og at man vil.